Elforbruget svinger i takt med julehyggen | Energinet

Elforbruget svinger i takt med julehyggen

Publiceret d. 29.7.2010 13.31
Det private elforbrug er i top den 24. december

Vi sover en time længere, end vi gør på hverdage, men så går det løs: Lyset tændes, kaffen sættes over, opvaskemaskinen sættes i gang, ovnen tændes, børnene tager plads foran TV’et. De sidste hektiske juleforberedelser kan ses på kurven over husholdningernes elforbrug, som om formiddagen den 24. decem-ber tordner i vejret og når højere op end på årets øvrige fridage. 

Sidst på formiddagen flader kurven lidt ud, men kun for allerede ved 14-tiden igen at kravle opad. Nu tændes ovnen, og anden, gåsen eller flæskestegen sæt-tes ind. Allerede i timen mellem kl. 16 og 17 topper dagens elforbrug. Skindet skal være sprødt, så kræet får en tur under grillen, samtidig med at sovsen og de brunede kartofler tilberedes. Børnene er måske utålmodige, så spisetiden rykkes lidt frem. I hvert fald ligger kogespidsen, som fagfolk kalder spidsen på elforbruget først på aftenen, en time senere på årets øvrige dage.

Så snart vi sætter os til julebordet, begynder elforbruget nærmest at styrtdykke, og fra omkring kl. 20 er der ikke mange elektriske lys, der brænder i de danske stuer. Nu er det tid til juletræ og levende lys. Vi er dog lidt længere oppe, end vi er på hverdage.

Elforbruget svinger i takt med samfundets døgnrytme, sommer og vinter, varme og kulde og hverdage og højtider, ligesom også store nationale begivenheder som fx royale bryllupper kan ses på elforbruget. Det ved Energinet.dk, som har det overordnede ansvar for, at der er tilstrækkeligt strøm i elnettet til at klare behovet for el til lys, maskiner, komfurer, computere o.s.v. døgnets 24 timer året rundt.

 

Fakta
Hvis 1 mio. husholdninger tænder grillen i den elektriske ovn på samme tid, skal der bruges omkring 3 mio. kW. Det svarer til, at der skal fyres op under kedlerne i 10 store kraftværker.

Den 24. december bruger de danske husholdninger omkring ca. 8 pct. mere strøm, end de gør på en almindelig fridag i december

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.