Elkabel under Storebælt vil blive forelagt ministeren | Energinet

Elkabel under Storebælt vil blive forelagt ministeren

Publiceret d. 29.7.2010 14.12
På Energinet.dk’s bestyrelsesmøde den 8. december gav bestyrelsen sit tilsagn til, at der anlægges en elektrisk forbindelse under Storebælt. Bestyrelsens beslutning vil nu blive forelagt transport- og energiministeren til endelig godkendelse.

Mere konkurrence og bedre forsyningssikkerhed
Analyser af forbindelsens samfundsøkonomi viser, at et elektrisk Storebæltskabel vil have en positiv nytteværdi. Nytteværdien hænger sammen med flg. forhold:

Kablet vil samlet set give lavere omkostninger til elproduktion, idet det giver mulighed for at fordele produktionen mere optimalt end i dag.

Kablet betyder, at behovet for reserver i den danske elforsyning reduceres.

Kablet giver mulighed for en bedre udligning af ubalancer i elsystemet mellem de to landsdele.

Kablet vil reducere elproducenternes mulighed for at misbruge en dominerende position på markedet.
Samtidig vil Storebæltskablet give en mere robust elforsyning i Danmark, idet det giver adgang til reserver på tværs af Bæltet.

Storebæltskablet indgår i energistrategiplanen fra forsommeren i år, hvor regeringen anbefalede, at Energinet.dk gik i gang med at projektere forbindelsen.

600 MW jævnstrøm
Energinet.dk lægger op til, at kabelforbindelsen bliver på 600 MW, og at den anlægges som et traditionelt jævnstrømskabel med tilhørende omformerstationer, idet Øst- og Vestdanmark ikke er elektrisk synkroniserede.

Kabelforbindelsen vil være klar til drift tre år efter, at alle myndighedsgodkendelserne foreligger. Anlægsprisen vil beløbe sig til ca. 1,2 mia. kr.

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.