Elmarkedet i 2008: Engrosprisen på el steg med 75 pct. | Energinet

Elmarkedet i 2008: Engrosprisen på el steg med 75 pct.

Publiceret d. 29.7.2010 13.06
I gennemsnit var de danske engrospriser på el 75 pct. højere i 2008 end året før, selv om den internationale finanskrise fik elpriserne til at dykke sidst på året.

Udsvingene i de internationale konjunkturer kom til at sætte solide fodaftryk på årets elpriser.

Igennem foråret og sommeren steg priserne på råvaremarkederne, herunder specielt på olie og kul, til rekordhøje niveauer. Det medførte store stigninger i elprisen, og i juli og august nåede de gennemsnitlige engrospriser op i nærheden af 50 øre/kilowatt-time.

I takt med at finanskrisen i løbet af efteråret pressede råvarepriserne ned, faldt også elpriserne. Gennemsnittet for hele 2008 endte på et niveau omkring 42 øre/kilowatt-time i Vestdanmark og 42,2 øre/kilowatt-time i Østdanmark. Det er en stigning på næsten 75 pct. i forhold til 2007.

I både 2008 og 2007 var den danske vindkraftproduktion  omkring 7 TWh, hvilket svarer til knap 20 pct. af elforbruget. Dermed var vindkraften også i 2008 en prissænkende faktor i elmarkedet, selv om vindkraften ikke alene var i stand til at holde elprisen på samme lave niveau som i 2007. Antallet af timer i elmarkedet med elpriser på nul var dog lavere i 2008 end i 2007, idet der i Vestdanmark i 2008 kun var 28 timer med nulpriser og 9 timer med nulpriser i Østdanmark. I 2007 var der nulpriser i 85 timer i Vestdanmark og i 30 timer i Østdanmark.          

Både Vest- og Østdanmark importerede store mængder strøm fra det øvrige Norden i løbet af 2008, hvilket var et resultat af en positiv balance i de nordiske vandmagasiner igennem næsten hele året. Skagerrak-3 forbindelsen mellem Jylland og Norge kom i drift igen i slutningen af juni efter næsten ét års udetid, hvilket betød større import til Vestdanmark.   

Det øvrige Norden oplevede også en højere gennemsnitlig elpris i 2008 end i 2007, hvor elprisen var lav primært som følge af, at vandstanden i 2007 var væsentligt over normalen.

Yderligere information
Sektionschef Nicolaj Nørgaard Petersen, Energinet.dk, mobil 2333 8705

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.