Elsystemets fremtid er smart | Energinet

Elsystemets fremtid er smart

Publiceret d. 27.10.2011 08.25
I 2020 skal elsystemet kunne håndtere op til 50 procent el fra vindkraft. Regeringens Smart Grid Netværk har netop offentliggjort ni anbefalinger.

Den 25. oktober offentliggjorde Klima-, energi- og bygningsminister, Martin Lidegaard, anbefalingerne fra regeringens Smart Grid Netværk. Rapporten indeholder ni hovedanbefalinger og 35 delanbefalinger, der hver især skal bidrage til, at visionen om et Smart Grid i Danmark bliver en realitet.

Energinet.dk's udviklingschef Dorthe Vinther har været et aktivt medlem af Smart Grid netværket. Hun er begejstret for netværkets anbefalinger: 

- Smart Grid Netværket har givet gode konkrete input til den strategi for Smart Grid i Danmark, som regeringen vil udarbejde. Det er rigtig værdifuldt, at der nu er fælles bred forståelse og opbakning til indsatserne fra branchen. Det tror vi vil hjælpe Regeringens Smart Grid strategi hurtigere på vej til realisering.

Branchen kan selv gå i gang med det samme
Smart Grid netværket har ikke kun begrænset sig til de politiske anbefalinger alene, men også givet en række anbefalingerne til initiativer, som branchen selv kan tage fat på med det samme.

Blandt andet vil Energinet.dk tage initiativ til et bredt samarbejde i branchen om udarbejdelse af handlingsplaner for implementering af elsystemets fremtidige kommunikations- og styringskoncept.

- Energinet.dk arbejder for, at Smart Grid udviklingen skal bygge på åbne og fælles internationale standarder til glæde for markedsaktørerne og elkundernes komfort. Fremtiden skal være nem plug-and-play for leverandører og kunder, siger Dorthe Vinther.

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.