Energinet.dk får 750 mio. kr. fra EU til udbygning af naturgasnettet | Energinet

Energinet.dk får 750 mio. kr. fra EU til udbygning af naturgasnettet

Publiceret d. 2.9.2010 10.58
EU Kommissionen har i dag meddelt, at Energinet.dk kan få op til 100 mio. euro fra EU's økonomiske plan til genopretning i EU (Recovery Plan) til udbygning af naturgasnettet.

Pengene skal bruges til udbygning af naturgasnettet, hvor Energinet.dk netop nu er i færd med at forberede en udbygning af naturgasnettet til Tyskland.

Udbygningen skal sikre den fremtidige forsyning af naturgas, når produktionen i den danske del af Nordsøen begynder at aftage og ikke længere kan dække det danske og svenske forbrug.

EU's genopretningsplan finansierer "intelligente investeringer", dvs. en økonomisk støtte, der skal sætte skub i økonomi og beskæftigelse gennem målrettede investeringer i infrastruktur af central betydning for EU.

Klima- og energiminister Lykke Friis godkendte i februar, at der etableres en kompressorstation, så import af naturgas fra Tyskland bliver muligt, når forsyningerne fra Nordsøen tager af.

Ved godkendelsen af investeringen i kompressorstationen tilkendegav regeringen samtidig, at den er positivt indstillet over for Energinet.dk's ønske om at dublere gasledningen fra den dansk-tyske grænse i Ellund til Egtved i 2014.

En endelig beslutning om dubleringen afventer dog nærmere analyser. Med støtten fra EU vil knapt halvdelen af de planlagte investeringer være dækket.

Læs mere her.

Yderligere information:
Peter A. Hodal, gasdivisionsdirektør, Energinet.dk, mobil 2333 8700

Eventuelle kommentarer fra klima- og energiminister Lykke Friis, kan fås ved henvendelse til ministerens særlige rådgiver, Karsten Anker Pedersen, mobil 40 37 73 23

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.