Energinet.dk holder sine tariffer i ro - PSO-tarif stiger | Energinet

Energinet.dk holder sine tariffer i ro - PSO-tarif stiger

Publiceret d. 11.12.2013 11.38
Private elforbrugere og virksomheder skal betale 6,9 øre per kilowatt-time i transmissionstarif i 2014. PSO-tariffen for første kvartal 2014 er netop meldt ud, den stiger til 19,0 øre.
​Private elforbrugere og virksomheder skal betale 6,9 øre per kilowatttime i transmissionstarif i 2014. Dermed holder Energinet.dk tariffen i ro.
Transmissionstariffen dækker Energinet.dk’s omkostninger til at vedligeholde, udvikle og drive det overordnede elnet. Den er sammensat af nettariffen, som er Energinet.dk’s omkostninger til vedligehold og udbygning af elnettet, og systemtariffen, som er omkostninger til forsyningssikkerhed, f.eks. køb af kapacitet til at balancere forbrug og produktion i elnettet.
 
Store investeringer – stabil tarif
Energinet.dk investerer de næste år 3-4 milliarder kroner årligt i at udbygge elnettet og fremtidens energisystem. Der bliver bl.a. brug for at kunne transportere meget større mængder vedvarende energi, især vindenergi, på tværs af landsdele og til og fra nabolande. Men samtidig reducerer Energinet.dk udgifterne markant. Dels henter Energinet.dk penge ved at effektivisere og lave billiggørelsestiltag, dels falder udgifterne til systemydelser, nettab mv. Derved kan transmissionstariffen holdes stabil.
 
- Det er meget tilfredsstillende, at vi på den ene side kan have et højt aktivitetsniveau og historisk høje investeringer i elnettet og på anden side samtidigt holde transmissionstariffen i ro. Det er godt for den danske konkurrenceevne, siger Peder Østermark Andreasen, administrerende direktør i Energinet.dk.
 
Tariffen optræder typisk på elforbrugernes regning som ”Transmissionstarif”, ”Net- og systemtarif”, ”Energinet.dk” eller lign.
 
PSO: Lav elpris og mere vedvarende energi
Energinet.dk opkræver også PSO-tariffen, og den vil især af tre årsager stige i første kvartal 2014.
PSO står for Public Service Obligation eller offentlig forpligtelse. Energinet.dk skal ifølge loven fremme miljøvenlig energi, eksempelvis udbygningen af vindenergi og biomasse, samt forskning og udvikling i vedvarende energi. F.eks. er nogle vindmøller garanteret en fast pris for den strøm, de producerer.
 
Da elprisen lige nu er lav, og der dermed er større forskel på det beløb, elforbrugerne skal betale for strøm, og det beløb nogle energiproducenter er garanteret, stiger PSO-tariffen. Desuden får Danmark mere vedvarende energi – målet er, at vi i 2020 skal få halvdelen af al strøm fra vindmøller. Endeligt træder ny forhøjet støtte til el produceret af biogas i kraft – og skal udbetales med tilbagevirkende kraft fra 1. juli 2012.
Samlet set stiger PSO-tariffen til 19,0 øre per kWh i første kvartal 2014. Den er 18,1 øre per kWh i fjerde kvartal 2013.
 
PSO-tariffen meldes ud et kvartal ad gangen. Energinet.dk’s forventning er, at den i gennemsnit vil være 19,1 øre næste år, men det kan ændre sig, hvis markedsforholdene ændrer sig.
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.