Energinet.dk medarrangør af årets bedste konference | Energinet

Energinet.dk medarrangør af årets bedste konference

Publiceret d. 20.3.2015 09.40
Onsdag blev IGRC-konferencen, der blev afholdt i København i september, hædret med en pris som bedste kongres i København i 2014.
​ Hvert år er København værtsby for op mod 200 internationale kongresser og events, som genererer en milliardomsætning til byen og sætter København på verdenskortet. Onsdag den 18. marts fejrede Wonderful Copenhagen og Københavns Kommune de ildsjæle, der stod bag det forgangne års vigtige begivenheder i hovedstaden.
 
I den forbindelse blev der uddelt i alt fire priser til personer eller organisationer, der har gjort en særlig indsats for at sætte København på verdenskortet. Og her var IGRC altså vinder i én af de fire kategorier, nemlig ”Årets kongresvært for kongresser mindre end 1000 deltagere”.
 
Peter Hodal fra Energinet.dk var ansvarlig for at arrangere konferencen som formand for Den Danske Gasforening.
 
- Vi har arbejdet hårdt for at få konferencen til Danmark, og vi synes selv, at konferencen var en stor succes. Derfor er det selvfølgelig ekstra glædeligt, når vores konference bliver valgt som den bedste blandt så mange internationale konferencer. Der skal lyde en stor ros og tak til alle i Energinet.dk og i gasforeningen, som var med til at arrangere konferencen, siger Peter Hodal.
 
Peter I. Hinstrup modtog på vegne af gasforeningen og DGC prisen på Københavns Rådhus onsdag aften.
 
750 deltagere fra 45 lande
IGRC står for International Gas Union Research Conference, og dækker over den førende konference indenfor gasforskning på verdensplan. Omkring 750 deltagere fra 45 lande havde i september fundet vej til Tivoli Congress Center.
 
DGC, Dansk Gasteknisk Center, var udpeget af Gasforeningen til at arrangere konferencen med Energinet.dk som medvært og Peter Hodal på formandsposten for IGRC. Dermed spillede Energinet.dk en helt central rolle i forbindelse med konferencen. Lige fra vigtige indlæg og taler på hovedscenen til messestand i udstillingsområdet og praktisk hjælp i kulisserne.
 
De øvrige vindere i prisuddelingen var:
 
Årets Kongresvært for: "Kongresser større end 1.000 deltagere":
Vinder: Lars Kærgaard Poulsen
Vært for: European Academy of Allergy and Clinical Immunology Congress – EAACI 2014
 
Årets Sportevent
Vinder: Dansk Atletik Forbund
Vært for: IAAF/AL-Bank World Half Marathon Championships 2014
 
Københavns Initiativpris
Vinder: Danish Maritime Days
Vært for: Danish Maritime Days
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.