Energinet.dk trækker Konti Skan Kabel 1 i land | Energinet

Energinet.dk trækker Konti Skan Kabel 1 i land

Publiceret d. 25.7.2014 10.15
Torsdag eftermiddag var den ene ende af det nye kabel i land på Læsø. Energinet.dk udskifter denne uge det ældste af de tre elkabler i den dansk-svenske Konti Skan-elforbindelse.
​Tidligt torsdag morgen ankom det 23,7 kilometer koreanske søkabel til Læsø. Det nye kabel skal erstatte det 48 år gamle og det udtjente og såkaldte Kabel 1 i den dansk-svenske Konti Skan-forbindelse. Straks efter ankomst begyndte arbejdet med at få kablet trukket i land.

Søndag trækkes den anden ende i land ved Stensnæs strand i Sæby.
Kablet ankom til Kalundborg fredag i sidste uge, og er siden da er søkablet lastet på kabelskibet H.P. Lading, hvorfra kablet skal udlægges. Kabeltraceet strækker sig fra Stensnæs Strand syd for Sæby i Jylland til Læsø.

Fra havet trækkes det nye kabel i land gennem et underboringsrør, der blev lavet i foråret.. Efter endt udlægning vil kablet blivespulet ned i havbunden, så risikoen for at anker og trawl rammer kablet minimeres.
Det nye kabel forventes i drift i efteråret ’14. Først når det nye søkabel er i drift, fjernes det gamle.

Reserveforsyning af Læsø
Det gamle Kabel 1 i Konti Skan-forbindelsen har fungeret som reserveforbindelse til Læsø, hvis forsyningskablet fejler. På grund af den tekniske løsning for det nye kabel, kan dette ikke fungere som reserveforsyning.
Energinet.dk ønsker forsat at sikre reserveforsyningen af Læsø. Derfor er der opstillet midlertidige nødgeneratoranlæg ved 20 kV station Vanggården, så der hurtigt kan iværksættes en nødforsyning, i tilfælde af at normalforsyningskablet går i stykker.

For at sikre, at Læsø også i fremtiden har en sikker forsyning, samarbejder Energinet.dk med Læsø elforsyning og Læsø kommune om en permanent løsning. Den kan tidligst være klar først i 2015.                  
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.