Energinet.dk undersøger fejl på søkabel mellem Danmark og Sverige | Energinet

Energinet.dk undersøger fejl på søkabel mellem Danmark og Sverige

Publiceret d. 15.2.2013 08.47
Af 581;#Jesper Nørskov Rasmussen
Et 132 kV kabel mellem Danmark og Sverige er koblet ud. Energinet.dk gennemsøger kablet for at finde fejlen. Kablet lækker sandsynligvis lidt olie. Helikopter var i går i luften, og dykkerskib ankommer i morgen.


Torsdag eftermiddag blev en tynd stribe olie observeret over søkablet. Billedet er taget fra en helikopter, der blev sendt i luften for at søge efter fejl på søkablet. Foto: af Preben F. Jensen/SEAS-NVE

Energinet.dk har i går, torsdag, haft en helikopter i luften over Øresund, og et skib med dykkere når i morgen frem til et af de søkabler, der ligger på havbunden mellem Danmark og Sverige.

Kablerne forbinder elnettet i de to lande.

Søkablet havde et kort udfald 29. januar, og det koblede helt ud 12. februar. Efter sidste udfald har Energinet.dk konstateret, at kablet sandsynligvis lækker lidt olie. Der er tale om en let tyndtflydende olie og om små mængder. Olien er en del af kablets højspændingsisolering.

Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at sige mere om lækagen.

 
Der bliver arbejdet på højtryk for at finde fejlen og et eventuelt hul i kablet.
Derfor bliver der også gravet i strandkanten ved Helsingør, hvor kablet løber. Herfra forsøger Energinet.dk med måleudstyr at finde frem til, hvor hullet præcist er.
 
- Vi ved endnu ikke, hvad årsagen er. Det kan på den ene side være, at der er gået hul på kablet, og der er trængt vand ind, som har forsaget en kortslutning – eller også kan en kortslutning have lavet hul i kablet. På den anden side kan det også være, at et skib med ankeret nede har lavet et hul på kablet. Ja, det kan faktisk være begge dele på en gang. Vi undersøger alle muligheder, samtidig med at vi forsøger at finde fejlen hurtigst muligt, siger driftsleder Henrik Roland Hansen, Energinet.dk’s afdeling for Eltransmission.
 
Der er stadig strøm i stikkontakterne, fejlen påvirker ikke forsyningen af el.
 
Energinet.dk opdaterer hjemmesiden, når der er nyt om søkablet.
 

Fra luften kan man se linjen, hvor søkablet løber. Foto: af Preben F. Jensen/SEAS-NVE
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.