Energinet.dk vil udskifte 132 kV-søkabler til Sverige | Energinet

Energinet.dk vil udskifte 132 kV-søkabler til Sverige

Publiceret d. 17.2.2014 08.22
E-ON i Sverige og Energinet.dk samarbejder om at udskifte søkabler mellem de to lande. De ældste kabler har over 60 år på bagen. En alternativ 400 kV-forbindelse fra Amager er ikke mulig.

​Søkablerne, der forbinder Sjælland og Sverige, har tjent elforbrugerne på begge sider af Øresund i årtier, og nu nærmer tiden for udskiftning sig.
Derfor samarbejder Energinet.dk og E-ON Sverige nu om at erstatte den nuværende 132 kV-forbindelse med nye kabler med cirka samme overføringsevne.

Forbindelsen består af to 132 kV-systemer, der går fra Helsingør til nord for Helsingborg, og det ene system har mere end 60 år på bagen.


- Forbindelserne mellem Sjælland og Sverige er vigtige. De er med til at understøtte forsyningssikkerheden i Østdanmark, og de sikrer, at vi kan eksportere strøm, når der er rigeligt i Danmark, og importere strøm, når der er behov for det. Forbindelser har stor værdi i det nordiske elmarked, siger udviklingsdirektør Dorthe Vinther, der understreger, at der endnu ikke er truffet beslutning om at udskifte kablerne.

Udskiftning i stedet for nyt 400 kV-kabel
Energinet.dk har tidligere arbejdet på at erstatte 132 kV-forbindelsen mellem Helsingør og Helsingborg med en helt ny 400 kV-forbindelse mellem Amager og Malmø – en forbindelsen med samme overføringsevne.
- En 400 kV-forbindelse nær København ville passe godt ind i det danske elsystem, men den løsning er desværre ikke mulig, da den ikke passer ind i de svenske netudbygningsplaner. Derfor planlægger vi nu at udskifte de kabler, som vi allerede har liggende i Øresund. Situationen for forsyningssikkerhed, muligheder for at handle el og indpasse vedvarende energi på tværs af grænserne bliver dermed den samme, som den altid har været, siger Dorthe Vinther

Da E-ON og Energinet.dk stadig undersøger projektet, er det endnu uvist, hvornår kablerne kan skiftes.

Danmark har tre elforbindelser mellem det østdanske elnet og Sverige. 132 kV-forbindelsen, som er etableret 1951-1964, og to 400 kV-forbindelser, fra henholdsvis 1973 og 1985. Også 400 kV-forbindelserne nord for Helsingør er ved at være udtjente og skal udskiftes. Det projekt er i støbeskeen og ventes tidligst at være færdig i 2017.
 
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.