Fælleseuropæiske regler i offentlig høring | Energinet

Fælleseuropæiske regler i offentlig høring

Publiceret d. 3.4.2012 08.35
Frem til den 23. maj 2012 kan alle danske aktører sende høringssvar ind til ENTSO-E’s udkast til nye markedsregler for kapacitetsallokering, spotmarked og intraday.

Af Lene Egeberg-Gjelstrup

Alle interesserede kan afgive høringssvar til ENTSO-E's udkast til nye markedsregler. Det er især vigtigt, fordi reglerne bliver bindende på europæisk plan i 2014.

Høringssvarene kan afgives via en web-baseret løsning, der kan findes på ENTSO-E’s hjemmeside: https://www.entsoe.eu/consultations/.
Nederst på samme side er der online registrering.

Udkast til reglerne samt et beskrivende dokument kan findes her.

Kapacitetsallokering
Under kapacitetsallokering stilles bl.a. krav til beregning af overføringskapacitet (flow based/koordineret NTC) samt til udvikling af nationale netmodeller, som basis for kapacitetsberegningerne. De skal efterfølgende samles til en fælles netmodel. Prisområder skal reflektere flaskehalse i nettet og føre til effektiv kapacitetsallokering. Derudover skal der leveres en TSO-analyse af prisområderne til nationale regulatorer og ACER (det europæiske agentur for regulatorsamarbejde) hvert andet år.

Spotmarked
Reglerne for det europæiske spotmarked følger den Target model, der tidligere er skabt europæisk enighed om. Det betyder, at der stilles krav om etablering af fælleseuropæisk priskobling baseret på én fælles prisberegningsalgoritme. Der kan kun være én markedskobler, men der kan godt være flere markedsoperatører (børser). Desuden stilles krav til algoritmen, der bl.a. skal kunne håndtere blokprodukter, timeprodukter samt produkter med højere tidsopløsning.

Intraday
Også for intraday gælder, at reglerne reflekterer en europæisk Target model. Der stilles derfor krav om etablering af et fælleseuropæisk marked med kontinuerlig implicit handel. I en overgangsperiode vil der dog være mulighed for eksplicit adgang til kapacitet (uden energi) på nogle forbindelser. Der gives mulighed for prisfastsættelse af kapacitet i forbindelse med flaskehalse.
Også for Intraday gælder, at der er krav om kun én markedskobler og algorit-men skal også her kunne håndtere blokprodukter, timeprodukter samt produkter med højere tidsopløsning.

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.