Flytning af elkabler og gasrør i havnen ved Enghave Brygge | Energinet

Flytning af elkabler og gasrør i havnen ved Enghave Brygge

Publiceret d. 30.9.2016 15.04
Energinet.dk har fokus på at minimere gener for både miljø og beboere, når der skal lægges nye elkabler og gasrør i havnebunden

I forbindelse med byudviklingsprojektet på Enghave Brygge skal Energinet.dk omlægge et gasrør og to elkabler samt etablere en ny gasstation ved H.C. Ørstedsværket og ombygge en gasstation ved Artillerivej. De nye rør og kabler skal føres fra H.C. Ørstedsværket igennem Belvederekanalen og Frederiksholmsløbet og frem til landingen på Nokken på Amager.

Forberedelserne på kajområderne er allerede i gang, og fra oktober 2016 til januar 2017 vil selve anlægsarbejdet i havnen finde sted. Arbejdet foregår dog ikke uafbrudt i perioden, da det er flere aktiviteter, der vil afløse hinanden.

Skræddersyet planlægning
”Vi har skræddersyet aktiviteterne i tæt dialog med Københavns Kommunens Teknik og Miljøforvaltning for at minimere påvirkningen af miljøet”, fortæller projektleder fra Energinet.dk Søren Krüger Olsen.

Miljømæssigt er det vigtigste at sikre, at sedimentet i havnebunden forstyrres mindst muligt, så havmiljøet ikke tager skade. Gennem simuleringer har Energinet.dk påvist, at gravning i havnebunden i Frederiksholmsløbet kun i meget ringe grad påvirker resten af havnen med sediment i vandet. Anderledes forholder det sig i havneløbet, hvor der til tider er en ganske kraftig strøm, og derfor bliver gravearbejdet her holdt til et absolut minimum.

 
Gasrøret skal graves ned i havnebunden, så det ligger godt beskyttet, men der graves så smalle og lave render som overhovedet muligt. På specielt udsatte steder bliver der lagt betonplader over gasrøret. Elkablerne graves også ned, men i mindre omfang, hvilket er med til at sikre, at havmiljøet ikke lider overlast på grund af aktiviteterne.
 
Vinterbadning
”Arbejdet er udskudt til efter sommerbadesæsonen den 30. september for at genere færrest muligt. Afhængig af strømretningen kan det ikke udelukkes, at vandet ved havnebadene i perioder kan være lidt grumset. Men modellering og konservative beregninger viser, at vinterbadning stadig kan foregå uden sundhedsrisiko”, udtaler projektleder Søren Krüger Olsen.
 
Giver plads til ny bro, en metrostation og opførelse af de sydlige boligøer på Enghave Brygge
Det fulde arbejde med at lægge nye ledninger og opføre den nye gasstation ventes at blive færdigt hen over vinteren, så de kan sættes i drift i begyndelsen af 2017.
 
I foråret bliver de gamle anlæg, der ligger i vejen for anden byggeaktivitet, fjernet. Det gør det muligt for Københavns Kommune at etablere en broforbindelse over Frederiksholmsløbet og for Metroselskabet at etablere en metrostation på Enghave Brygge. Omlægningen gør det samtidigt muligt at opføre de sydligste boligøer på Enghave Brygge.
”Vi kan ikke helt undgå støj og rod under anlægsarbejdet, og der vil frem til 21. december blandt andet være begrænset mulighed for sejlads fra Frederiksholmsløbet til Sydhavnen, men vi vil gøre, hvad vi kan for at minere generne for beboere og trafikanter. De naturarealer ved Nokken, som bliver berørt af an-lægsarbejdet, vil vi selvfølgelig også retablere fuldt ud igen,” lover Søren Krüger Olsen.
 
Vigtigt for fremtidig forsyning
Søren Krüger Olsen pointerer samtidig, at anlæggene er særdeles vigtige for både varmeforsyning og elforsyning i det indre af København. Derfor er det afgørende, at de nye anlæg bliver installeret på en langtidsholdbar måde, som tager hensyn til den heftige byggeaktivitet, der både nu og fremover vil være i området.
 
 
Gå til projektets hjemmeside
 
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.