Folketinget lukker 60/40-støtteordning til solceller | Energinet

Folketinget lukker 60/40-støtteordning til solceller

Publiceret d. 4.5.2016 13.12
Lovændring betyder, at ansøgere, som Energinet.dk ikke har givet tilsagn om muligheden for pristillæg til et solcelleanlæg, inden loven blev ændret, mister muligheden for at få 60/40-støtten.

Folketinget vedtog tirsdag den 3. maj 2016 en lovændring og lukkede dermed ned for en del af den støtte, der går til den strøm, som nogle solcelleanlæg producerer.
 
Lovændringen, som trådte i kraft samme dag som vedtagelsen, får konsekvenser for den såkaldte ”60/40-ordning” – solcelleanlæg, der i de første ti år efter tilslutning til elnettet får 60 øre i støtte pr. kWh, anlægget producerer, og de efterfølgende ti år får 40 øre i støtte pr. kWh.

 

Folketingets hastebehandling betyder, at de ansøgninger, som Energinet.dk ikke har nået at sagsbehandle og give tilsagn om muligheden for pristillæg, inden loven trådte i kraft, mister muligheden for at få 60/40-støtten.
 
Ministeren begrundede tirsdag forslaget om et hasteindgreb i en pressemeddelelse. Årsagen er, at der i marts og april 2016 er kommet rigtig mange uventede ansøgninger til støtteordningen.
 
Lovændringen får ikke konsekvenser for de ansøgere, der allerede har fået tilsagn om muligheden for pristillæg. Den får heller ikke konsekvenser for nogle af de andre støtteordninger til solceller, der findes – fx puljeordningerne og anmodninger om nettoafregning. 
 
Er du ansøger? Hvad betyder lovændringen for dig?
1) Har du søgt 60/40-ordningen og fået tilsagn om muligheden for pristillæg fra Energinet.dk, inden lovændringen trådte i kraft?
- Du har fået et tilsagn og kan gå videre med dit projekt som planlagt. Lovændringen får ingen konsekvenser for dig.
 
2) Har du søgt 60/40-ordningen, men endnu ikke fået tilsagn om muligheden for pristillæg fra Energinet.dk, inden lovændringen trådte i kraft?
- Du har ikke fået tilsagn, og du kan dermed ikke få støtte. Din ansøgning bortfalder.
 
Energinet.dk har siden loven blev ændret i efteråret 2015 og frem til den 29. april 2016 modtaget ca. 9.100 ansøgninger svarende til i alt ca. 4.500 MW på 60/40-ordningen. Langt de fleste ansøgninger er modtaget i marts og især i april måned 2016. Antallet udgør ca. 8.800 ansøgninger svarende til over 4.300 MW.
Energinet.dk vil give alle ansøgere – både de ansøgere, der får tilsagn om muligheden for pristillæg og de ansøgninger, der bortfalder – direkte besked. På grund af de mange nye ansøgninger, der er kommet ind i marts og april, vil det tage længere tid end normalt at behandle sagerne og sende svar til ansøgerne. Energinet.dk behandler sagerne i den rækkefølge, de er kommet ind.
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.