Forbedret elforsyning til Læsø | Energinet

Forbedret elforsyning til Læsø

Publiceret d. 23.11.2011 07.28
Beboerne på Læsø kan gå vinteren i møde i forvisning om, at øens elforsyning er blevet mere sikker.

Sammen med ESV Net og Læsø Elforsyning sætter Energinet.dk onsdag den 23. november strøm på et nyt elkabel mellem Lyngså syd for Sæby og Vanggård syd for Vesterø Havn på Læsø. Det 21 km lange 60 kilovolt søkabel erstatter et 20 kilovolt kabel fra 1965.

- Vi havde planlagt at sætte det nye kabel i drift i september, men vejret har drillet os, så idriftsættelsen er blevet et par måneder forsinket, fortæller projektleder på kablet Poul Erik Pedersen, Energinet.dk.

Plads til at vokse
Kablet vil blive drevet som et 20 kilovolt kabel, men vil med sine ekstra 40 kilovolt være parat til for eksempel udbygning af vindkraft eller etablering af nye erhvervsvirksomheder på øen.

Større sikkerhed
- Det nye kabel er spulet ned i havbunden, hvor det ligger godt beskyttet mod fiskeredskaber og ankre. Netop skader på søkablet betød, at øen fik afbrudt strømmen to gange i henholdsvis 2009 og 2010, siger Poul Erik Pedersen.

For yderligere at sikre elforsyningen til Læsø, vil det gamle kabel stadig blive brugt til at transportere en del af strømmen til øen.

- Når vi har spænding på begge kabler samtidig, kan vi hurtigt lægge al transporten over på det ene kabel, hvis der sker en fejl på det andet kabel, fortæller Poul Erik Pedersen.

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.