Forbrugerne skal ind i hjertet af elsystemet | Energinet

Forbrugerne skal ind i hjertet af elsystemet

Publiceret d. 24.6.2015 12.50
Peder Ø. Andreasen tiltræder i dag som præsident for ENTSO-E. Organisationen laver ny vision og giver sit bidrag til EU’s Energi Union.

​I dag tiltræder Energinet.dk’s administrerende direktør Peder Østermark Andreasen som ny præsident for de 41 europæiske selskaber fra 34 lande, der udgør ENTSO-E, European Network of Transmission System Operators for Electricity.

Selskaberne ejer og driver højspændingsnettene og sikrer strøm i stikkontakterne hos over 500 millioner forbrugere.

 
Sammen med den nye formand for ENTSO-E’s bestyrelse, Bente Hagem fra norske Statnett, lancerer Peder Østermark Andreasen ENTSO-E’s vision for fremtidens elnet - et elnet, hvor forbrugeren skal spille en langt større rolle.

- ENTSO-E og vores medlemmer er meget forpligtet på biddrage til, at Energi Unionen bliver en realitet. Der er mange fordele for borgerne i Europa ved stærk EU-integration, siger Peder Østermark Andreasen.
 
Visionen er ENTSO-E’s bidrag til EU Kommissionens planer om en Energi Union, der betyder et langt tættere samarbejde landene imellem.
 
Paradigmeskifte
Alle lande i Europa er i gang med en omstilling til med mere og mere vedvarende energi. Det betyder et paradigmeskifte. Vi kommer fra en situation, hvor strøm bliver produceret efter behovet – groft sagt skovles der kul i ovne og drejes for gashanerne, alt efter om virksomheder eller private hjem bruger meget eller lidt strøm. I fremtiden kommer meget mere strøm, som vinden blæser, og solen skinner, og derfor skal systemet gentænkes, fleksibiliteten øges og forbrugerne skal have en central rolle.
Skiftet er ikke nyt og har været i gang længe, og Europa vågner ikke i morgen til en helt ny virkelighed. Men et er sikkert – i fremtiden er der brug for meget mere fleksibelt forbrug af el og fleksibel produktion.
 
For at det kan lykkes, er der bl.a. brug for meget mere grænseoverskridende og regionalt samarbejde i Europa, bedre elmarked, øget infrastrukturudbygning og mere ensartet regulering. Meget mere strøm skal handels og transporteres mellem landene, mener ENTSO-E.
 
Ifølge Peder Østermark Andreasen og Bente Hagem vil ENTSO-E love mere åbenhed og dialog med både EU Kommissionen og aktører i energibranchen.
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.