Forskningspris til lovende bølgekraftkoncept | Energinet

Forskningspris til lovende bølgekraftkoncept

Publiceret d. 19.6.2012 09.29
Energinet.dk’s årlige energiforskningspris under ForskEL-programmet går i år til firmaet Weptos og dets nye og unikke bølgekraftkoncept

Fra luften ligner bølgekraftanlægget WEPTOS en stor flydende passer, og på hvert af passerens ben er monteret 20 dråbeformede rotorer, der vipper uafhængigt af hinanden, men om en fælles aksel. De tyve rotorer leverer i opslaget deres energi til akslen, der får en relativt jævn rotation, og med denne driver en generator.

Siden oliekrisen er der på verdensplan investeret milliarder på at udvikle effektive og økonomiske bølgekraftmaskiner til produktion af el. Talrige storskalaforsøg er gennemført - de fleste dog med skuffende resultater.

Når WEPTOS ser lovende ud, skyldes det især to forhold: Rotorernes dråbeform, som giver basis for en høj udnyttelse af bølgerne og dermed en høj virkningsgrad, og anlæggets passerform, som gør, at bølgemaskinen er stabil og robust også i stormvejr. Ligesom en rigtig passer kan vinklen mellem WEPTOS’ to ben justeres, så maskinens bredde mod bølgerne kan justeres efter bølgernes størrelse. Når bølgerne er små, gøres vinklen stor, hvorved WEPTOS favner så mange bølger som muligt. Når bølgerne er kraftige, gøres vinklen lille, hvorved bølgepåvirkningen minimeres.

Weptos A/S har i 2011 modtaget 4,2 mio. kr. fra Energinet.dk’s ForskEL-program til udvikling af et demonstrationsanlæg, som er afprøvet i et stort testanlæg i Spanien.

- Når vi har valgt WEPTOS til at modtage årets ForskEL pris, er det fordi demonstrationsprojektet er blændende og professionelt udført, og fordi der er meget store potentialer i WEPTOS’ teknologi, siger bestyrelsesformand Niels Fog, som overrakte prisen på den årlige energiforskningskonference i Ingeniørhuset i København i dag den 19. juni. 

For Weptos’ direktør og projektleder Tommy Larsen kommer dagens pris som en kærkommen anerkendelse af lang tids arbejde.

- Det er dejligt at blive påskønnet for det arbejde, vi har udført. Prisen er med til at holde motivationen oppe, og jeg betragter den som en validering af kvaliteten af vores arbejde, siger Tommy Larsen, som også håber, at prisen kan være med til at bane vejen for næste step i projektet: udviklingen og ikke mindst finansieringen af et fuldskala demonstrationsanlæg, der kan producere omkring 1 gigawatt-time årligt, og som skal testes i farvandet ved Hanstholm.

Via ForskEL-programmet fordeler Energinet.dk årligt 130 mio. kr. til forskning, udvikling og demonstration inden for miljøvenlige elproduktionsteknologier.

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.