Første master ved Lillebælt er lagt ned | Energinet

Første master ved Lillebælt er lagt ned

Publiceret d. 8.1.2014 10.53
Arbejdet med at fjerne master på en 12 km strækning fra Gamborg ved Middelfart til Erritsø ved Fredericia er nu i gang.
​To højspændingsmaster på strækningen fra Gamborg sydøst for Middelfart til Erritsø ved Fredericia er lagt ned.
 
Det skete tirsdag omkring middagstid, hvor mandskabet fra Gunderlund, som er det firma, Energinet.dk har hyret til demontagen af de mange master på den 12 km strækning, holdt et vågent øje med vejrudsigten. Først på dagen, mens isolatorerne blev afmonteret, blæste det for kraftigt ved toppen af den 42 meter høje mast til at udføre arbejdet.
 
Vinden løjede imidlertid så meget af, at kranerne blev kørt i stilling. Én tog fat øverst i masten og løftede den 13 ton tunge konstruktion fri fra fundamentet og et par meter over jorden. Herefter blev tov fra den anden kran hægtet på, hvorefter de to kraner i fællesskab tiltede højspændingsmasten til vandret stilling og lagt på jorden.
 
Demonteringsmandskabet returnerer nu til Erritsø, hvor de siden mandag har gjort klar til at afmontere højspændingsledningerne og isolatorer, inden de 15 jyske master lægges ned. Herefter vil fundamentet blive fjernet.

Når arbejdet er færdigt i Jylland, bliver de resterende 67 master på Fyn taget ned. De fire største master, som krydser bæltet, tages ned til efteråret.
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.