Fra tv-nyheder til klimaudfordringer | Energinet

Fra tv-nyheder til klimaudfordringer

Publiceret d. 29.7.2010 13.06
Energinet.dk har ansat Jørgen Møllekær som ny pressechef

Energinet.dk har ansat Jørgen Møllekær i en nyoprettet stilling som pressechef i virksomhedens hovedsæde i Erritsø ved Fredericia.

Jørgen Møllekær kommer fra en stilling som nyhedschef og medlem af ledelsen på TV2/FYN i Odense, hvor han har været de seneste seks år. Jørgen Møllekær er uddannet journalist og er i gang med en Master i Redaktionel Ledelse på Syddansk Universitet. Han har tidligere været ansat på Jyllands-Posten, været politisk reporter på Berlingske Tidendes Christiansborg-redaktion, reporter på TV2 Nyhederne og på TV-Avisen og nyhedsredaktør på TV Syd.

Jørgen Møllekær er 44 år, han bor i Strib ved Middelfart med sin kone og tre børn på 12, 10 og 5 år.

Ansættelsen hos Energinet.dk sker som led i virksomhedens nye offensive strategi. Energinet.dk har populært sagt ansvaret for energiens motorveje, dvs. det overordnede el- og naturgasnet i Danmark. Derudover står Energinet.dk - både herhjemme og i europæisk sammenhæng - foran betydelige udfordringer med at indpasse stadig større mængder af vedvarende energi.

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.