Fremtidens energi er international | Energinet

Fremtidens energi er international

Publiceret d. 8.12.2011 14.04
Energiområdet ser ind i en fremtid med øget internationalisering og flere forpligtende europæiske samarbejder i EU-regi. Internationale relationer og initiativer går som en rød tråd gennem Energinet.dk's Systemplan 2011.

Af Connie Dyrløv

Også på energiområdet er fremtiden international. Markederne i Europa skal integreres i endnu større omfang end i dag, og der vil komme flere bindende aftaler om fælles europæisk energi- og miljøpolitik. Det fremgår af Energinet.dk's netop offentliggjorte Systemplan 2011.

- Vi ser ind i fremtid, hvor vi skal være fri af fossile brændsler. Det betyder, at vi skal integrere store mængder vedvarende energi i energisystemet. Samtidig skal vi hele tiden sikre velfungerende markeder på energiområdet. Og for at løfte opgaverne tilfredsstillende, skal vi kigge ud over landets grænser i endnu højere grad, end vi gør i dag, siger udviklingsdirektør i Energinet.dk, Dorthe Vinther.

El primær energibærer

Af Systemplan 2011 fremgår det, at el bliver den primære energibærer i fremtiden. Det vil stille øgede krav til udvikling af elmarkederne, intelligent styring, udbygning og drift af hele elnettet. Frem mod 2020 skal transmissionsnettet således fortsat ombygges og udvides med nye udlandsforbindelser, stor indfasning af vedvarende energi og kabellægning af mange, nye og lange strækninger.

På gasområdet er det overgangen til en energiforsyning uafhængig af fossile brændsler og samspillet mellem el-, varme- og transportsystemerne, der trænger sig på de kommende 10 år. Det danske gasnet har potentialet til at integrere vedvarende energi-gasser og fungere som energilager for andre energiformer. Gas kan derfor blive en vigtig brik i det fremtidige energisystem, hvor samspillet mellem el, gas, varme og transport er centralt.

- Vi står med en meget stor opgave foran os, og samarbejdet med det øvrige Europa er utrolig vigtig. Og det gælder både samarbejdet i EU og samarbejdet med de øvrige europæiske transmissionssystemoperatører, siger Dorthe Vinther.

Energinet.dk udarbejder systemplaner hvert andet år. Systemplanerne er Energinet.dk's afrapportering til Energistyrelsen, og de danner grundlag for Energistyrelsens tilsyn med Energinet.dk.

Hent Systemplan 2011

Yderligere oplysninger
Dorthe Vinther, udviklingsdirektør, dvi@energinet.dk, mobil 2333 8639
Lone Hansen, sektionschef, Strategisk Planlægning, lhs@energinet.dk, mobil 3067 4735

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.