Gasbranchen kan kommentere tiårsplan | Energinet

Gasbranchen kan kommentere tiårsplan

Publiceret d. 25.3.2015 10.27
ENTSO-G har udgivet 2015-udgaven af den tiårige netudviklingsplan, TYNDP 2015. Planen kommer snart i høring.
Hvor skal det europæiske gasnet udbygges? Hvor er der brug for flere rørledninger? Hvor er udfordringerne for gasmarkedet?

Sammenslutningen af europæiske gastransmissionsselskaber ENTSO-G - European Network of Transmission System Operators for Gas - har netop udgivet sin fjerde tiårige netudviklingsplan, TYNDP 2015 (Ten Year Net Development Plan 2015).
 
Du finder TYNDP 2015 her.
 
Planen giver overblik over de langsigtede udfordringer for det europæiske gasmarked og ser ikke blot ti år frem, men skuer helt ud mod 2035.
 
Planen vil blive sendt i høring. Følg med på ENTSO-G’s hjemmeside. ENTSO-G vil også invitere til en workshop i Athen den 19-20. maj, og også her vil være muligt for gas-branchen at diskutere planen og forklare, om den stemmer overens med deres syn på fremtiden.
 
I ENTSO-G peger formand Stephan Kaphues på, at den gas, EU-landene i dag bruger, kommer mange forskellige steder fra, men der er brug for yderligere at udvikle gasmarke-derne og de grænseoverskridende rørnet.
 
- Markedsintegrationen skrider frem, men er stadig ikke i mål. Det europæiske gasforsyningsmix er godt diversificeret, men faldet i den europæiske produktion og potentielt også i den norske produktion er en risiko. I sit ”High Scenario” (det TYNDP 2015 scenarie med mest udbygning af gasnettet, red.) viser tiårsplanen, at udfordringerne kan imødegås, så vi kan garantere langsigtet forsyningssikkerhed og konkurrencedygtig energiforsyning samtidig med at opfylde Europas ambitiøse miljømål. Men vi har brug for en politisk og lovgivningsmæssig ramme, som anerkender velintegrerede markeder, stabilitet til sektoren og gassens økonomiske og miljømæssige fordele, siger han.

 

 
Hovedkonklusioner og TYNDP 2015 om Danmark
 
Efterspørgsel i EU stiger med 0,4%
Rapportens hovedkonklusion er, at den europæiske gasefterspørgsel fortsæt forventes at flade ud indtil 2035 med kun en årlig stigning af efterspørgslen med + 0,4%. Situationen kan dog være meget forskellig fra land til land, f.eks. er Danmark et af de lande med stærkere faldende efterspørgsel.
 
Gasproduktion og import
Den europæiske gasimport forventes hovedsageligt at blive dækket fra russisk gas og LNG (flydende gas, typisk sejlet ind på skibe). Dermed stiger afhængigheden af disse kilder. Dette gælder også, hvis infrastrukturen bygges, som TYNDP’en forudser i de forskellige undersøgte scenarier.
Forsyningssikkerhedssituationen for Danmark forventes ikke at være kritisk. Det skyldes for det første udvidelsen af forbindelsen på den dansk-tyske grænse, som afsluttes i år, for det andet den faldende efterspørgsel og for det tredje den forventede stigning af brug af national produceret biogas.
 
Markedsintegration
Tiårsplanen nævner, at markedsintegration af nogle regioner – bl.a. Baltic Region (Østersøregionen) – burde forbedres ved at udbygge infrastruktur og ved større samarbejde. Derfor kræver rapporten, at europæiske politiske og lovgivningsmæssige rammer skal muliggøre investeringsbeslutninger. Rapporten anbefaler, at gassens fordele og potentiale skal anerkendes til at kunne bidrage til at nå de europæiske målsætninger til den bedst mulige pris.
 
Dansk infrastruktur
Rapporten nævner tre projekter som er knyttet til Danmark:
1. Tysk forlængelse af den nye danske gasledning mellem Egtved og Ellund ved grænsen (Mirror - Extension of existing Gas transmission capacity to Denmark  - step 2 )
2. Forbindelse af dansk-norsk gasledning i Nordsøen (Gassled-Danish offshore system)
3. Dansk-polsk rørledning (Mirror - Baltic Pipe)
Det første projekt afsluttes i år og bidrager allerede til en markant stigning af forsyningssikkerheden.
Projekt 2 og 3 undersøges. Projekterne kunne indebære potentiale til at øge dansk/svensk forsyningssikkerhed på den ene side og bidrage til, at det baltiske gasmarkedet/markedet i Østersøområdet på den anden side kan få mere gas fra andre dele af Europa, f.eks. Norge.
 
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.