Gaslager overholder grænseværdier | Energinet

Gaslager overholder grænseværdier

Publiceret d. 8.11.2012 08.37
Af 581;#Jesper Nørskov Rasmussen
Oktoberrapporten fra gaslageret i Ll. Torup viser ingen overskridelser af myndighedernes krav. Problemerne fra første måleperiode ser ud til at være løst. Vinden er en vanskellig medspiller i udskylningsprojektet.

Energinet.dks gaslager i Ll. Torup overholder myndighedernes krav, og udledningen af saltvand til Lovns Bredning og Limfjorden ligger igen under de tilladte grænseværdier.
Det viser den anden målerapport fra det uafhængige firma Eurofins. Oktober-rapporten er netop er blevet offentliggjort på bl.a. gaslagerets hjemmeside.

Både saltholdigheden og mængden af vand, der lukkes ud, er under de tilladte krav, og der er dermed rettet op på de overskridelser, som den første rapport, septemberrapporten, viste.

- Vi har sat hastigheden ned for at sikre os, at vi kommer under grænseværdierne, siger gaslager Leif Hansen.

Baggrund
Gaslageret i Ll. Torup fik 28. oktober 2011 tilladelse til at udskylle en af de underjordiske kaverner – de kæmpe hulrum, hvor gassen opbevares. Hulrummene er lavet i et tykt, underjordisk saltlag, men siden etableringen i 1980’erne har bl.a. tryk bevirket, at væggene i kavernen har bevæget sig, og hulrummene er skrumpet. Myndighederne har givet lov til et pilotprojekt, hvor én kaverne fyldes med vand.

Det opløser saltet i kavernes vægge. Vandet bliver derefter pumpet til dæmningen ved Lovns Bredning og fortyndet med vand fra Hjarbæk Fjord, inden det lukkes ud i Lovns Bredning.

I timemålingerne fra oktober er den højeste målte saltholdighed i udledningsvandet 26,7 psu. Grænseværdien er 28 psu. Højeste mængde vand, der blev lukket ud, var 1940 m3 i timen, grænsen er 2000 m3.

I september blev der i alt udledt vand i 622 timer. I 12 timer var saltholdighe-den over grænseværdien på 28 psu – højeste måling var 30 psu. I 50 af 622 timer blev der udledt mere end de 2000 m3 i timen – højeste måling var 2016 m3.

Leif Hansen er tilfreds med, at de justeringer, gaslageret har lavet, viser, at udskylningsprojektet overholder kravene. Men han forklarer samtidig, at det kan være en vanskellig opgave. Bl.a. spiller vejret en stor rolle for måleresultaterne. I løbet af ét døgn i denne uge svingede saltholdigheden i det vand, som bliver hentet ind fra Hjarbæk Fjord til at fortynde saltvandet fra kavernen med, med hele 10 psu - fra 8 til 18 psu. Det skyldes bl.a., at vind har blæst vand ind i Hjarbæk Fjord, vurderer Leif Hansen.

Læs oktoberrapporten på http://miljo-overvaagning-limfjorden.ramboll.dk/

Læs mere om projektet på http://www.energinet.dk/DA/ANLAEG-OG-PROJEKTER/Anlaegsprojekter-gas/Vedligeholdelse-af-gaslager/Sider/Vedligeholdelse-af-gaslager.aspx 

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.