Gaslagerudvidelse reduceres kraftigt og kan afsluttes i løbet af 10 år | Energinet

Gaslagerudvidelse reduceres kraftigt og kan afsluttes i løbet af 10 år

Publiceret d. 29.9.2010 07.00
Energinet.dk har revurderet det aktuelle behov for at udvide gaslageret og har besluttet at reducere det ansøgte projekt.

I december 2007 søgte Energinet.dk Miljøcenter Århus om en miljøtilladelse til at vedligeholde og udvide gaslageret i Lille Torup ved Viborg. Projektet omfatter genudskylning af de eksisterende syv kaverner (hulrum) samt udskylning af ni nye kaverner over en periode på 25 år.

Energinet.dk har hen over sommeren revurderet det aktuelle behov for at udvide gaslageret og på den baggrund besluttet at reducere det ansøgte projekt til kun at omfatte genudskylning af de syv eksisterende kaverner. Det har Energinet.dk meddelt Miljøcenter Århus.

Udledningen af saltvand til Limfjorden vil med det mindre projekt blive reduceret til under en femtedel af udledningen ved det fulde projekt, og det reducerede projekt vil kunne gennemføres i løbet af 10 år i stedet for 25 år for det fulde projekt.

Vedligeholdelsen af gaslageret i form af genudskylninger af de eksisterende kaverner er afgørende for gaslagerets fortsatte funktion, sikkerhed og gaslagerets rolle for forsyningssikkerheden i Danmark.

- Det er tre år siden, vi sendte ansøgningen om gaslagerudvidelsen. Nogle af de forudsætninger, som vi dengang lagde til grund for ansøgningen har ændret sig. Hen over sommeren har vi derfor revurderet det aktuelle behov for at udvide gaslageret, og vi har besluttet at reducere det ansøgte projekt, siger gaslagerchef Leif Hansen, Energinet.dk.

- Helt fra begyndelsen af dette projekt i 2007 har vi sagt, at det store projekt med ni nye kaverner kun vil blive gennemført, hvis der senere viser sig et behov for mere lagerplads. Det har vist sig, at projekterne Skanled og Baltic Pipe med planlagte gasledninger mellem Norge, Danmark og Polen ikke bliver realiseret. Der er mange nye gaskaverner på vej i Tyskland, og klima- og energiministeren har i år givet tilladelse til, at vi kan bygge en ekstra rørledning til Tyskland. Samtidig viser nye prognoser et faldende gasforbrug i Danmark, og det er samtidig regeringens mål, at Danmark blive uafhængig af kul, olie og naturgas. På den baggrund vurderer vi, at vi aktuelt kun har brug for at genudskylle de eksisterende syv kaverner, siger Leif Hansen.

- Af hensyn til et eventuelt fremtidigt behov for at etablere nye kaverner, vil vi opretholde arealreservationerne til det formål. I givet fald vil vi så sende en ny ansøgning til Miljøcenter Århus, og dermed gennemføre en ny VVM-proces med vurdering af virkningerne på miljøet og offentlig høring om det nye projekt, siger Leif Hansen.

- Vi har meddelt Miljøcenter Århus, at vi i første omgang ønsker at genudskylle én kaverne. Under forudsætning af, at Energinet.dk's bestyrelse beslutter det, vil vi gå videre med genudskylningerne af de øvrige eksisterende kaverner. Udskylningen af de eksisterende kaverner vil forsat ske under de vilkår, som vi har anført i vores ansøgning, og efter de vilkår, som miljømyndighederne vil stille til genudskylningen, siger Leif Hansen.

Yderligere information
Gaslagerchef Leif Hansen, Energinet.dk, tlf. 23 33 89 70

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.