Halvårsregnskab 2007: Overskud på 460 mio. kr. | Energinet

Halvårsregnskab 2007: Overskud på 460 mio. kr.

Publiceret d. 29.7.2010 13.36
Energinet.dk kom ud af første halvdel af regnskabsåret 2007 med et overskud efter skat på 460 mio. kr. Det er et noget bedre resultat end Energinet.dk havde budgetteret med.

Ca. halvdelen af overskuddet kommer fra indtægter for transport af el og systemansvar, mens knap 200 mio. kr. vedrører transmission af gas. Energinet.dk overtog 1. maj i år gaslageret i Lille Thorup. Aktiviteter på gaslageret har bidraget med et overskud på 39 mio. kr. i første halvår.

At overskuddet blev større end forventet skyldes primært, at selskabsskatten pr. 1. januar 2007 blev sat ned fra 28 til 25 %. Samtidig har markedsprisen på el været relativ lav i første halvår af 2007. Energinet.dk's omkostninger til køb af reservekapacitet og systemtjenester har derfor været 178 mio. kr. lavere end budgetteret. 

Af regnskabet for 1. halvår 2007 fremgår også en markant stigning i omkostnin-ger til PSO-aktiviteter. Disse steg til 2,4 mia. kr., hvilket er godt det dobbelte af, hvad Energinet.dk havde budgetteret med. Den store stigning i omkostninger til PSO-aktiviteter skyldes, at markedsprisen på el i første halvår har været langt lavere end forventet. En lav markedspris betyder, at Energinet.dk udbetaler relativt store tilskud til ejere af miljøvenlige elproduktionsanlæg, da disse er garanteret en mindstepris for produktionen.

Energinet.dk's bestyrelse har godkendt halvårsrapporten, som er vedhæftet nedenfor.  

Har du spørgsmål vedrørende ovenstående, er du velkommen til at kontakte regnskabschef Brian Sørensen eller økonomidirektør Poul Steen på tlf. 7010 2244.

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.