Havneløbet, Frederiksholmsløbet og Belvederekanalen spærres for sejlads | Energinet

Havneløbet, Frederiksholmsløbet og Belvederekanalen spærres for sejlads

Publiceret d. 31.10.2016 16.19
Fra 7. november 2016 og en lille uge frem spærres havneløbet ved Sydhavnen for sejlads, da der skal lægges gasrør.

I forbindelse med byudviklingsprojektet på Enghave Brygge skal Energinet.dk flytte elkabler og gasrør i havneløbet. Anlægsarbejdet er allerede godt i gang og vil strække sig over de næste par måneder.

Opgaven med at lægge nye gasrør har desværre vist sig at være mere pladskrævende end først antaget. Det betyder, at hovedløbet, Frederiksholmsløbet og Belvederekanalen spærres for sejlads i en kortere periode. Helt konkret så spærres hovedløbet for sejlads fra en linje ved Nokken og over til MAN’s kontorbygning på Teglholmen.

”Vi er ærgerlige over, at det er nødvendigt at spærre for sejlads, men for at kunne gennemføre arbejdet forsvarligt er der ingen vej udenom. Vi har løbende været i dialog med havnefogeden om projektet, og har også meldt det ud til Efterretninger til søfarende”, fortæller projektleder fra Energinet.dk Søren Krüger Olsen.

Desværre påvirker arbejdet også havnebussen sådan, at det sidste stop i Sydhavnen ikke kan betjenes i perioden. 

Det nye gasrør, som nu skal lægges ned i havbunden, er vigtigt for at opretholde fjernvarmeforsyningen i det indre af København. Spærringen af havneløbet er planlagt til at starte 7. november 2016 og forventes at vare i 5 dage, men Energinet.dk håber at kunne færdiggøre arbejdet endnu hurtigere.

 
”Fra det øjeblik, vi lukker af for sejlads i hovedløbet, vil vi arbejde på fuldt tryk. Vi ved godt, at spærringen skaber gener for rigtig mange, så vi vil gøre alt, hvad der er muligt, for at begrænse tidsperioden”, siger Søren Krüger Olsen.
 

 

Denne nyhed er overført fra en tidligere hjemmeside og visse links virker derfor ikke længere. For yderligere information, find emnet via forsiden.

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.