Horns Rev 2: Fundament til transformer på plads | Energinet

Horns Rev 2: Fundament til transformer på plads

Publiceret d. 29.7.2010 13.19

Efter en vellykket operation i weekenden på Horns Rev er fundamentet nu ved at blive gjort klar til at modtage platformen, der skal rumme transformeren til den nye havmøllepark.

Vejret drillede tidligere på ugen, men artede sig så godt, at det opankrede kranskib Matador 3 lørdag kl. 6.30 lørdag var færdig med at placere fundamentet (jacket) på havbunden på 13 meter vand på en position ca. 30 kilometer fra kysten. En halv time senere løsnede arbejdssjakket de fire stropper, som jacket havde hængt i på den seks timer lange sejltur fra Esbjerg natten før.

Alle fire pæle rammet
Matador 3 overlod derefter efter sin position til fartøjet Sea Power, som kl. 16 var klar til at ramme de to første af de 40 meter lange pæle ned gennem fundamentets hjørnerør, hvilket skete i løbet af lørdag aften. Først søndag over middag var vejrforholdene så gunstige, at Sea Power kunne flytte til den anden side af fundamentet og gentage proceduren med de to sidste pæle, der ligesom de første blev rammet 28 meter ned i havbunden.

- Vejret var stort set ideelt, så det lykkedes at placere jacket inden for den tilladte tolerance på en meter, fortæller Energinet.dk's byggepladsleder Steen K. Nielsen, COWI.

Efter ramningen gik mandskabet straks i gang med at fjerne de to meter af pælene, som stak op over hjørnerørene. Når pælene er blevet kortet af endnu en gang et stykke nede i rørene, støbes rummet på ca. 15 cm mellem pæl og rør ud med beton.

Placering af platformen udsat
- Udstøbningen sikrer os imod, at jacket flytter sig efterfølgende. Derefter gør vi i løbet af mandagen hjørnerørene klar til at modtage selve platformen, som efter planen skulle placeres sidst på ugen. Dårligt vejr betyder dog, at platformen må blive på kajen i Esbjerg, men vi venter på, at vinden arter sig, fortsætter Steen K. Nielsen.

Apropos vejret, så resulterede en hård kuling natten til mandag i så høje søer, at mandskabet var nødt til at fjerne broen mellem Sea Power og fundamentet. Og det til trods for, at den flydende rambuk står med fire ben på havbunden.

DONG Energy etablerer i begyndelsen af september en beboelsesplatform ved siden af transformerplatformen. Den placeres på en monopæl (se foto), som er rammet ned i havbunden 23 meter fra Energinet.dk's fundament. Der bliver passage mellem platformene via en tre meter lang bro.

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.