Husstandsmøller: Nye krav til ansøgning om pristillæg og nettoafregning | Energinet

Husstandsmøller: Nye krav til ansøgning om pristillæg og nettoafregning

Publiceret d. 23.9.2015 13.25
Fremover skal du søge om pristillæg og nettoafregning, INDEN din husstandsvindmølle bliver sat op. Det er nyt i forhold til de hidtidige danske regler. Ny bekendtgørelse træder i kraft i dag.
Hvis du overvejer at få en husstandsvindmølle og vil søge om pristillæg – særlig støtte til den el, husstandsvindmøllen producerer - og nettoafregning,  er her vigtig information, du bør læse.
 
Der er pr. 1. juli 2015 nye krav til, hvad din ansøgning skal indeholde, samt en helt ny ansøgningsprocedure.
Det fremgår af en bekendtgørelse, som netop i dag, onsdag 23. september 2015, er trådt i kraft.
 
Du skal nu søge INDEN, du går i gang
De nye regler betyder, at du skal have et tilsagn om støtte fra Energinet.dk, INDEN du påbegynder dit projekt. Det er nyt i forhold til de regler, der tidligere har været gældende. Hidtil har de danske regler været, at man først kunne søge om pristillæg og nettoafregning, EFTER husstandsvindmøllen var sat op.
 
Den nye praksis blev varslet den 19. juni 2015 – se nyheden ”Vigtig information om nye regler for støtte til solcelleanlæg, husstandsvindmøller mv.”, men det er først i dag, onsdag, at reglerne og en ny bekendtgørelse er trådt i kraft.
 
Baggrund for nye regler
Baggrunden for, at der er nye regler, skyldes en diskussion mellem den danske stat og EU. EU har kendt de danske støtteregler i strid med EU-reglerne om statsstøtte. Tidligere kunne man i Danmark først få støtte, efter man har sat sin husstandsvindmølle op. Fremover skal man have tilsagn om støtte, inden møllen sættes op. EU’s argumentation er lidt forsimplet sagt, at hvis man sætter sin husstandsvindmølle op, inden man har fået tilsagn om støtte, må det være fordi, man ønsker møllen, uanset om man får støtte eller ej, og så har man ikke brug for støtten.

Derfor er det i strid med statsstøttereglerne at give støtten på ”bagkant”, som Danmark hidtidig har gjort.
 
Energinet.dk skal vurdere dine omkostninger
Derudover træder andre nye ansøgningsprocedurer i kraft. Når Energinet.dk fremover skal vurdere, om ansøgeren er berettiget til pristillæg, kigger vi på den såkaldte ”tilskyndelsesvirkning”. Kort sagt: om ansøgeren har brug for støtte, før han vil (er ”tilskyndet” til at) sætte husstandsvindmøllen op.
 
Energinet.dk skal vurdere, om ansøgeren vil have højere eller lavere omkostninger ved at få en husstandsvindmølle.
Hvis udgifterne til indkøb af husstandsvindmøllen, til elinstallatøren, udgifter til drift, nettariffer, afgifter mv. overstiger omkostningerne ved ikke at have en husstandsvindmølle, er ansøgeren berettiget til pristillæg.

Hvis omkostningerne bliver lavere end før, har ejeren ikke brug for støtte og er ikke berettiget til pristillæg. Det kunne i et tænkt eksempel være, at en ansøger får en husstandsvindmølle meget billigt eller gratis. Husstandsvindmølle-ejeren får dermed dækket en del af sit strømforbrug fra husstandsvindmøllen, så omkostningerne samlet set bliver lavere, end før husstandsvindmøllen blev sat op.
I det tilfælde kan man ikke få pristillæg, men må afregnes til på markedsvilkår.
 
Regler om tilskyndelsesvirkning træder også i kraft i dag, onsdag 23. september 2015.
 
Du kan læse mere om, hvordan du søger, og hvad du skal udfylde her.
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.