Hvorfor endnu en early warning den 29. april? | Energinet

Hvorfor endnu en early warning den 29. april?

Publiceret d. 16.5.2013 13.42
Energinet.dk har to gange på kort tid erklæret early warning og sendt et signal til gasbranchen for at forhindre en forværret situation og gasmangel. Her er baggrunden.
For anden gang på kort tid har Energinet.dk erklæret early warning i gassystemet og dermed sendt et signal til branchen om at gå i aktion for at undgå gasmangel og forhindre, at situationen blev værre.
Seneste early warling blev afblæst mandag.
Early warning er det laveste advarselsniveau i Energinet.dks forsyningsberedskab. De næste trin er "alert" og "emergency". De tre trin følger EU's skala.
Herunder er en baggrund for situationen:

Optakten til og forløbet af Early warning krisesituationen på gasmarkedet:
Udviklingen i forsyningssituationen i april 2013:
Efter afblæsningen af Early warning den 27. marts blev der i perioden frem til medio april trukket 2-3 mio. m3/døgn fra gaslagrene samtidig med, at der blev eksporteret til Tyskland. Derefter var lagerfyldningen svagt faldende frem til 26. april. Lagerkunderne havde på dette tidspunkt stadig i størrelsesordenen 40 mio. m3 gas i lagrene.
Energinet.dk havde på dette tidspunkt en forventning om, at lagerkunderne inden ret længe ville påbegynde injektion af gas i lagrene.
Den 27. april kom der en meddelelse til gasmarkedet fra Mærsk Olie og Gas om, at der indtil 3. maj ikke ville blive leveret gas til Danmark fra Nordsøen. Energinet.dk foretog en vurdering af det forventede forsyningsbillede 14 dage frem, og umiddelbart gav det ikke anledning til bekymring på kort sigt, selv om Energinet.dk forventede, at der ville blive trukket yderligere mængder fra lagrene.
Den 28. april kom der en meddelelse til gasmarkedet fra DONG Energy om, at der var begrænsninger på udtræk fra Stenlille gaslager indtil 1. maj.
De to meddelelser havde en sådan karakter, at Energinet.dk vurderede, at der ikke var sikkerhed for stabile leverancer til markedet primo maj, og at det derfor var nødvendigt at erklære Early warning. Dette skete den 29. april.
Den 30. april udsendte Energinet.dk information til transportkunderne om lagerstatus samt besked om, at Energinet.dk ikke ville anvende øget balancebetaling.
Den 1. maj var Stenlille gaslager igen på fuld udtrækskapacitet.
Der var stor usikkerhed om leverancer fra Nordsøen. I perioden 3. – 8. maj udsendte Mærsk nye meddelelser til gasmarkedet: Mærsk begyndte at levere gas til Danmark kort før midnat til den 8. maj, og de var først oppe på fulde leverancer igen 9. maj.
Den 8. maj havde lagerkunderne et restlager på mindre end 10 mio. m3, og Energinet.dk vurderede inden Kristi Himmelfartsdag den 9. maj, at det var nødvendigt at opretholde Early warning kriseniveauet indtil forsyningssituationen havde stabiliseret sig, dvs. at Nordsøen producerede stabilt, og at der igen var etableret en lagerbeholdning på et vist niveau til håndtering af eventuelle svigt i forsyningen fra Nordsøen. 
I perioden 9.-12. maj var leverancerne til Danmark stabile, og der blev injiceret gas i lagrene, således at lagerkunderne den 13. maj havde mere end 25 mio. m3 gas i lagrene. Det er en lille mængde, men som dog på denne årstid er nok til at sikre forsyningen til Danmark og Sverige ved et udfald på Nordsøen af en varighed på adskillige dage.  På denne baggrund afblæste Energinet.dk Early warning.
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.