Information fra Energinet.dk's bestyrelsesmøde den 15. juni 2006 | Energinet

Information fra Energinet.dk's bestyrelsesmøde den 15. juni 2006

Publiceret d. 29.7.2010 14.06
Læs om flg. emner: Nyt domicil i Erritsø, Systemplan 2006, forsikrings- og finansieringspolitik, afsluttende udmøntning af PSO udbud 2006, Energiforskningsrapport 2006 og ejerskab til el-transmissionsledningen til Bornholm

Fra mødet den 15. juni 2006 orienteres om følgende:

Nyt domicil i Erritsø
Licitationen af totalentreprisen til det nye domicil i Erritsø er afsluttet, og entreprenørfirmaet Hoffmann A/S er valgt som totalentreprenør.

Det første spadestik tages den 23. juni, og byggeriet forventes at stå klar til indflytning i december 2007. Byggeriet omtales nærmere i Energinet.dk's nyhedsmagasin "Om Energi", som udkommer næste gang i starten af juli måned.

Systemplan 2006
Systemplan 2006 er godkendt i bestyrelsen og publiceres på Energinet.dk's hjemmeside.

Systemplan 2006 er den første systemplan, som er landsdækkende for både el- og gas-systemerne. Systemplanen beskriver og analyserer hovedområderne forsyningssikkerhed, marked og transmission for henholdsvis el og gas samt beredskab, miljø og F&U.

Forsikringspolitik
Bestyrelsen har godkendt Energinet.dk's forsikringspolitik, således at selskabets forsikringsbare risici styres og rapporteres indenfor de fastsatte rammer.

Som erhvervsvirksomhed forsikrer Energinet.dk sine aktiver og personale ved udtagelse af sædvanlige og relevante forsikringer for en dansk erhvervsvirksomhed, idet selvrisikoen ved tings- og ansvarsforsikring vurderes med henblik på bevaring af fokus på risikostyring. Behovet for udtagelse af nye forsikringer samt bevaring af eksisterende forsikringer vurderes løbende.

Finansieringspolitik
Bestyrelsen har godkendt Energinet.dk's finansieringspolitik med henblik på at selskabets finansielle økonomiske risici, styres og rapporteres indenfor de fastsatte risikorammer.
Energinet.dk's finansieringsforhold styres af de retningslinier, der gælder for alle statsgaranterede virksomheder og virksomheder med mulighed for genudlån i Nationalbanken.

På den baggrund er udarbejdet en finansieringspolitik, der afspejler en forholdsvis lav risikotolerance på valuta-, rente-, modparts- og likviditetsrisiko.

Afsluttende udmøntning af PSO udbud 2006
Udmøntningen af PSO-udbud 2006 er afsluttet, og der er udmøntet i alt 130 mio. kr. til PSO-projekter, herunder 3 projekter, som afholdes inden for det særlige udbud af solvarme projekter.

Energiforskningsrapport 2006
"Energiforskningsrapport 2006 - ForskEl programmet" er netop udkommet og giver en status for Energinet.dk's program for PSO-støtte pr. 31. december 2005.

Ejerskab til el-transmissionsledningen til Bornholm
Energinet.dk har overtaget ejerskabet til det søkabel, der forbinder Bornholm med det øvrige skandinaviske elsystem, via Sverige.

Søkablet har i de senere år været udsat for en række havarier, bl.a. forårsaget af skibsankre, og Energinet.dk har med købet af søkablet overtaget ansvaret for drift og vedligeholdelse af kablet fra det bornholmske elselskab Østkraft.

Henvendelse vedrørende denne orientering rettes til:
Administrerende direktør Peder Ø. Andreasen, tlf. 20 13 14 00

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.