Irsk energiminister og TSO gæster Energinet.dk | Energinet

Irsk energiminister og TSO gæster Energinet.dk

Publiceret d. 29.7.2010 13.29
18.-19. februar stod der dansk-irsk erfaringsudveksling på dagsordenen, da den irske minister for kommunikation, energi og naturressourcer, Eamon Ryan, gæstede Energinet.dk sammen med den irske TSO, EirGrid.

Eamon Ryan lagde vejen forbi Energinet.dk sammen med bestyrelsen for Energinet.dk's irske pendant, EirGrid. Der var tale om en delegation på i alt 19 irere, som også omfattede Joseph Hayes, den irske ambassadør i Danmark.

På mandagens program var et møde mellem irerne og Energinet.dk's bestyrelse, hvor drøftelserne primært drejede sig om udfordringer ved indpasning af store mængder vedvarende energi i elsystemet, herunder den nødvendige udbygning af el-infrastrukturen.

Tirsdagen bød på sejltur til havvindmølleparken Middelgrunden nær København og bustur til konverterstationen i Bjæverskov på Midtsjælland.

Ud over møderne med Energinet.dk omfattede irernes besøg i Danmark bl.a. et frokostmøde mellem den irske energiminister og klima- og energiminister Connie Hedegaard.

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.