Jordskælv fik japansk ambassadør i kontrolrummet | Energinet

Jordskælv fik japansk ambassadør i kontrolrummet

Publiceret d. 6.3.2013 14.44
Af 581;#Jesper Nørskov Rasmussen
Nye energisystemer med meget mere grøn og vedvarende energi er på dagsordenen i Japan. Landets ambassadør i Danmark, Toshio Sano, besøgte Energinet.dk for at se, hvordan danskerne løser opgaven.

​Et jordskælv i Stillehavet og en efterfølgende tsunami rystede ikke bare den japanske undergrund, men også den japanske energisektor for to år siden.
Atomkraftværket Fukishima blev oversvømmet og ødelagt, og mandskab måtte arbejde hårdt på at forsøge at forhindre farlige radioaktive stråler i at slippe ud.

Derfor er Japan interesseret i vedvarende energi, og derfor var den japanske ambassadør Toshio Sano onsdag på besøg hos Energinet.dk i Erritsø.

- Vi skal skifte energisystem, og befolkningen er meget interesseret i vedvarende energi, fortæller han.

På grund af Danmarks høje andel af vindenergi i elsystemet ville han med egne øjne se kontrolrummet i Erritsø, hvor Energinet.dk’s ansatte konstant overvåger, at der er nok strøm til danskerne – uanset om det blæser eller er vindstille.

- Danmark er meget udviklet – ikke bare når det gælder vedvarende energi, men også selve energisystemet. I har forbindelser med Norge, Sverige og Tyskland og et udviklet marked, siger ambassadøren og fortæller, at i Japan er der ingen kabler eller forbindelser med nabolande, ligesom produktionen af strøm og det overordnede transmissionsnet heller ikke er adskilt lige som i Danmark.

- Vi kan lære meget af Danmark. Jeg forventer ikke, at vi kan overtage det hele, men vi kan blive inspireret, siger Toshio Sano og forklarer, at debatten om grøn energi er i gang i Japan, men også at en omstilling af energisektoren tager lang tid og skal planlægges ordentligt.

Japan satser meget på solenergi, men også vind og havmøller – dog ikke havmøller, der står på havbunden som de danske offshore parker. Der er simpelthen for dybt, så japanerne tester flydende havmøller. Desuden undersøger de mulighederne for geotermi på grund af vulkansk aktivitet i undergrunden og også biomasse.

Toshio Sano har været ambassadør i Danmark i to et halvt år. Han har tidligere arbejdet International Energy Agency og bl.a. beskæftiget sig med atomkraft.

 
På billedet ses førstesekretær på den japanske ambassade Jun Kinoshita, systemdriftsdirektør Jens Møller Birkebæk, ambassadør Toshio Sano, direktør i eldivisionen Torben Glar Nielsen og elstabsdirektør Peter Jørgensen. Foto: Energinet.dk
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.