Klar til forundersøgelser for kystnære havmøller | Energinet

Klar til forundersøgelser for kystnære havmøller

Publiceret d. 25.4.2013 13.40
Undersøgelsesområderne for de seks områder, som er udpeget til kystnære havmølleparker er nu fastlagt, og Energinet.dk er klar til at igangsætte forundersøgelser og VVM-redegørelser for havmølleparkerne, ilandføringskabler samt anlæg til nettilslutning på land. Herefter indledes miljøvurderingerne med VVM- og planarbejdet.
 
De seks områder omfatter Bornholm, Smålandsfarvandet, Sejerø Bugt, Sæby,
Vesterhav Syd og Vesterhav Nord.
 
Undersøgelsesområderne ligger minimum 4 km fra kysten og er indpasset inden for de udpegede planområder  med hensyn til eksisterende restriktioner og anvendelse i områderne.
 
Områderne er i størrelsesordenen 45-75 km2 og er således tilpasset for så vidt som muligt at imødekomme indkomne bemærkninger og samtidig sikre en størrelse, der giver en fleksibilitet i planlægningen til at få den nødvendige arealmæssige kapacitet for at kunne etablere havmølleparker med kapacitet op til 200 MW.
 
Miljøundersøgelser for anlæg til vands og til lands
Forundersøgelserne igangsættes med forudsætning i kapacitet på op til 200 MW for hver af mølleparkerne og omfatter bl.a. undersøgelser af havbund, vind, strøm og bølger, sejladssikkerhed, flora og fauna. Endvidere skal forundersøgelserne og miljøvurderingerne omfatte søkabel til kysten samt anlæg på land for nettilslutning.
 
Når endelig VVM-tilladelse og plandokument foreligger, vil Energistyrelsen udpege vindere af koncessionsudbud for etablering af kystnære havmøller, og samtidig vil det blive endeligt fastlagt, hvordan de kystnære havmøller skal forbindes til elnettet på land, og hvilke netselskaber der skal etablere forbindelserne fra kysten til elnettet. I forbindelse med forundersøgelserne vil det endelige planlægningstrace for landkablet blive fastlagt.
 
Inddragelse af offentligheden
I forbindelse med den første offentlighedsfase i VVM-processen, den såkaldte idéfase, indkaldes idéer og forslag til emner, der ønskes belyst i VVM-redegørelsen. Energinet.dk forventer, at der holdes borgermøder i forbindelse med idéfasen for at give de berørte borgere og andre interessenter lejlighed til at høre nærmere om projektet og stille spørgsmål til Energistyrelsen, som skal give tilladelse til anlæg på havet, Naturstyrelsen, som skal give tilladelse til anlæg på land og til Energinet.dk, som forestår undersøgelserne og VVM-arbejdet for havmølleparkerne, søkabel, landkabler, stationer og andre anlæg på land.
 
De kystnære havmølleparker skal være klar til at producere den første strøm fra i 2020.
 
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.