Kompressorstation: Spader i sving i Egtved | Energinet

Kompressorstation: Spader i sving i Egtved

Publiceret d. 3.5.2011 12.00
Taler, grillpølser og det obligatoriske første spadestik. Byggeriet af Danmarks første kompressorstation for naturgas på land er nu i gang.

Der var både gode taler og godt med grillpølser, da hele tre nyindkøbte spader var i sving hos Energinet.dk på Mosevej i Egtved i fredags.

Ca. 70 naboer, medarbejdere, entreprenører og repræsentanter fra EU så på, da Ebbe Iversen, adm. dir for Per Aarsleff A/S, Anette Skibsted fra Energinet.dk og Leif Skov, viceborgmester i Vejle Kommune, satte spaderne i jorden og dermed fik sat gang i byggeriet af den kommende kompressorstation, der i øvrigt er den første af sin slags i Danmark.

- Efter to års planlægning glæder jeg mig meget til at komme i gang, og jeg håber virkelig, at det også fremover vil være en god proces for de involverede parter, siger Torsten Hasle Nielsen, Energinet.dk, der er projektleder for kompressorstationen.

Produktionen af dansk naturgas klinger af
Det er udsigten til faldende produktion af naturgas i den danske del af Nordsøen, der er den direkte årsag til, at det er nødvendigt at bygge kompressorstationen, der bliver opført i tilknytning til Energinet.dk's eksisterende bygninger i Egtved.

Sammen med kommende dublering af gastransmissionsnettet fra Ellund ved grænsen til Tyskland og Egtved skal kompressorstationen gøre det muligt at sende importeret gas rundt i hele Danmark og til Sverige.

Kompressorstationen kommer til at bestå af fire kompressorenheder, der hver måler ca. 8 X 8 x 10 meter. (H x B x L) Kapaciteten bliver på 700.000 m3/timen. Derudover etablerer vi også to servicebygninger og en transformerstation på 25 MW (megawatt)

Hele projektet er budgetteret til 1,5 mia. kr, og modtager støtte fra EUs genopretningsprogram for energiområdet.

 

 

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.