Kongehuset besøger Energinet.dk | Energinet

Kongehuset besøger Energinet.dk

Publiceret d. 29.7.2010 13.52
Det var to velinformerede prinser, Prins Joachim og Prins Henrik, der torsdag den 29. marts 2007 besøgte Energinet.dk i Skærbæk sammen med transport- og energiminister Flemming Hansen.

Det var på Kongehusets initiativ at mødet kom i stand, og både Prins Henrik og Prins Joachim spurgte meget ind til de vigtige samfundsopgaver, som Energinet.dk varetager i Danmark.

Selve besøget foregik i det kontrolrum, hvorfra Energinet.dk driver, kontrollerer og opretholder forsyningssikkerheden for el i Vestdanmark, og Prins Henrik, Prins Joachim og transport- og Energiminister Flemming Hansen hørte både om den daglige drift, eksporten af strøm til Norge, Sverige og Tyskland, om worst-case-scenarier og ikke mindst om fremtiden.

Prins Joachim talte blandt andet om solkraft, bølgekraft, brint og bioethanol og var især interesseret i at få at vide, hvordan Energinet.dk i fremtiden vil løse opgaven med at få endnu mere vedvarende energi implementeret i elsystemet.

Transport- og Energiminister Flemming Hansen og administrerende direktør for Energinet.dk Peder Ø. Andreasen hilser på de kongelige.

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.