Kontek-forbindelsen skal repareres | Energinet

Kontek-forbindelsen skal repareres

Publiceret d. 29.7.2010 13.30

Kontek-forbindelsen, der er en jævnstrømsforbindelse mellem Bjæverskov midt på Sjælland og Bentwisch ved Rostock, er ude af drift fra 21. februar til 16. marts 2008.

Det skyldes, at der siver olie ud fra en utæt kabelmuffe, der var spulet ned i havbunden, og forbindelsen vil i de kommende tre uger få sat et nyt stykke kabel på 50-100 meter ind og få monteret to nye muffer.

Energinet.dk's teknikere har konstateret, at der siver en mindre mængde olie ud fra den utætte muffe på bunden af Østersøen, og har derfor lagt en stålpyramide over lækagen, som olien samles op i.

- Vi vurderer, at der løber mellem 10 og 20 liter olie ud i døgnet, men pyramiden, der er en omvendt tragt gør, at olien ikke kan gøre skade på miljøet. Selve reparationen er meget afhængig af vejret, så et forsigtigt gæt er, at kablet er klar til daglig drift 16. marts, siger civilingeniør Søren Krüger Olsen, Energinet.dk, der leder operationen til søs.

Reparationen udføres fra kabelfartøjet HP Lading fra JD-Contractor og selve kabelarbejdet udføres af NKT Cables.

Det er kun et godt år siden, at Kontek-forbindelsen var ude af drift i en længere periode. Nytårsaftensdag 2006 rev et skibsanker kablet over godt seks kilometer fra den tyske østersøkyst, og først i marts var forbindelsen klar til at blive sat i drift.

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.