Kortslutning er skyld i fejl på søkabel ved Helsingør | Energinet

Kortslutning er skyld i fejl på søkabel ved Helsingør

Publiceret d. 20.2.2013 13.29
Af 581;#Jesper Nørskov Rasmussen
Alt tyder på, at det er en kortslutning, der er skyld i, at søkablet mellem Helsingør og Sverige er i stykker. Fejlen fundet tre kilometer fra land.
Energinet.dk har fundet et hul i et af de søkabler, der forbinder elnettene i Danmark og Sverige. Hullet er fundet tre kilometer ud fra kysten ved Helsingør.
 
132 kV-kablet koblede ud 12. februar, og der var umiddelbart mistanke om alt fra kortslutning til indtrængende vand og en skade forsaget af et skibsanker. Men efter at kablet er blevet åbnet, tyder alt på, at en kortslutning inde i kablet har brændt hul i blykappen. Det fik noget af den olie, der bruges som isolering i kablet, til at pible ud.
 
- Det ligner en kortslutning, og det passer meget godt med, at det først var efter udkoblingen, at vi observerede fald i olietrykket på kablet. Men vi ved ikke, hvad årsagen er. Det kan være en produktionsfejl på kablet eller noget helt andet, forklarer driftsleder Henrik Roland Hansen, Energinet.dk’s afdeling for Eltransmission.
 
Han forventer, at kablet vil fungere som før, når det er repareret.
 
Torsdag var en helikopter i luften ud for Helsingør for at lede efter fejlen. Tre kilometer fra land kunne man se en tynd stribe olie på overfladen. Der er tale om tyndtflydende, klar olie i små mængder.
 
Allerede lørdag fandt et undervandsfartøj med kamera frem til hullet.
Kablet blev klippet over, det ødelagte stykke blev fjernet, og enderne blev forseglet, så kablet ikke bliver ødelagt af saltvand.
Et særligt kabelskib skal hive enderne op til overfladen og sætte kablet sammen igen. Reparationen ventes at begynde sidst i februar, skønner Henrik Roland Hansen.
 
Det ødelagte kabel er 59 år gammelt. Flere kabler forbinder Danmark og Sverige, og det har ikke haft nogen betydning for strømforsyningen i området, at det ene kabel har været ude af drift.
 
Læs tidligere nyhed om fejlen på kablet her.
Billedet øverst på siden:
Specialister har arbejdet med at finde fejlen på kablet og hive den ødelagte del ombord på båden. På billedet kan man se armeringen rundt om kablet. Uden på armeringen er normalt et tjæremættet net, som holder saltvand ude. Tjærenettet har trods kablets højt alder det fint, men på billederne ser det ødelagt ud. Det skyldes, at det er gået i stykker i forbindelse med håndteringen af kablet. Foto: Per Aagaard, SEAS-NVE


Billedet herover: Det er tydeligt, at en fejl inde i kablet har brændt hul i den beskyttende kappe.
Billedet herunder: Kablet er skåret over, og den ødelagte del er fjernet. Fotos: Energinet.dk

 

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.