Kriegers Flak Havmøllepark: Plangrundlag for landbaserede anlæg på plads | Energinet

Kriegers Flak Havmøllepark: Plangrundlag for landbaserede anlæg på plads

Publiceret d. 13.4.2016 15.43
Danmark er et skridt nærmere grøn strøm fra landets kommende havmøllepark på Kriegers Flak i Østersøen.
 
Naturstyrelsen har givet VVM-tilladelse til anlæg på land, som bringer strømmen fra den 600 MW store havmøllepark i land. Energinet.dk går nu i gang med den detaljerede planlægning af kabler og stationer, der indgår i nettilslutningen af Kriegers Flak Havmøllepark.
 
- Sammen med de lodsejere, der kommer til at lægge jord til landkabler, skal vi nu have fastlagt den nøjagtige kabelrute for landkabler mellem Rødvig på Stevns, hvor søkablet kommer i land, og til højspændingsstationerne i henholdsvis Ishøj og Bjæverskov, siger chefprojektleder Jens Christian Hygebjerg, Energinet.dk.
 
Mens Naturstyrelsen har stået for VVM-behandlingen af anlæg på land, er Energistyrelsen myndighed for anlæggene på havet. Energinet.dk skal etablere to offshore transformerplatforme og to parallelle søkabler, der fører strømmen i land.
Byggeriet af anlægget går i gang i foråret 2016. Det skal være klar til at transportere strøm fra havmølleparken i land 31. december 2018. 
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.