Landanlægget til Horns Rev 2 i offentlig høring | Energinet

Landanlægget til Horns Rev 2 i offentlig høring

Publiceret d. 29.7.2010 13.58
Energinet.dk' hovedprojekt for landanlægget til den kommende havmøllepark, Horns Rev 2, bliver nu debatteret offentligt i det vestjyske.

Efter nogen betænkningstid sendte Ribe Amtsråd i november forslaget til regionsplantillæg og VVM-redegørelse for det vestjyske højspændingsnet og opkobling af de nye havmøller ud i en otte ugers høringsperiode, der begyndte onsdag den 6. december og slutter med udgangen af januar.

Offentlighedsfasen bliver dog for alvor først skudt i gang ved to informationsmøder, som Energinet.dk indbyder til tirsdag den 12. december kl. 19 på Hotel Arnbjerg i Varde og onsdag den 13. december kl. 19 i Horne Hallen i Horne.

Hovedprojektet omfatter et 150 kV landkabel fra Blåbjerg Klitplantage ved Henne Strand til Tistrup nordøst for Varde samt en kombineret 400 kV- og 150 kV-luftledning videre sydpå til transformerstation Endrup øst for Esbjerg.

Især Energinet.dk's forslag til en ny luftledning har givet anledning til debat i lokalbefolkningen og amtsrådet, som trods den offentlige høring ikke tager stilling til projektet som sådan, men har anmodet Energinet.dk om at overveje kabel hele vejen til Endrup.

Ny 400 kV-forbindelse på vej
Det er Energinet.dk's plan, at luftledningen fra Endrup til Tistrup i løbet af få år skal indgå i en kommende 400 kV-ledning videre til Holstebro. Forbindelsen skal ruste det vestjyske højspændingsnet til at kunne tage imod produktionen fra flere havmølleparker på Horns Rev og samtidig indgå i en 400 kV-ring, som er vital for Energinet.dk's evne til at opretholde forsyningssikkerheden.
Energinet.dk er på ingen måde modstander af kabellægning, men hvis hele strækningen fra Endrup til Holstebro skal i jorden, bliver der tale om en 400 kV-strækning på godt 90 kilometer, og det er vi slet ikke klar til med den teknologi, vi kender i dag, understreger Energinet.dk's projektleder, civilingeniør Søren Damsgaard Mikkelsen.

Amtets myndighedsbehandling overgår fra årsskiftet til Miljøministeriet ved Miljøcenter Odense, som vil gennemgå og vurdere eventuelle indsigelser, før der udarbejdes et endeligt plantillæg.

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.