Leverandør til indendørs koblingsstation på plads | Energinet

Leverandør til indendørs koblingsstation på plads

Publiceret d. 30.3.2011 13.52
Det bliver ABB, der leverer det gasiolerede koblingsanlæg til den nye koblingsstation, som skal bygges i Revsing nord for Vejen.

Stationen er en del af den nye højspændingsforbindelse mellem Kassø og Tjele, som skal erstatte den eksisterende forbindelse på strækningen. Den nye og stærkere forbindelse er især nødvendig for at kunne få mere vindkraft ind i elsystemet.

Koblingsstationen bliver et vitalt knudepunkt med to nord-sydgående 400 kV luftledninger og to vestgående 400 kV systemer.

Stationen etableres som et GIS-anlæg. Det vil sige et kompakt, gasisoleret anlæg, som placeres i en bygning. Det fylder langt mindre i landskabet end de friluftsanlæg, som hidtil har været normen.

- Når vi har valgt et indendørs GIS-anlæg, hænger det sammen med vores mål om, at fremtidens elnet skal være pænere, mindre synligt og passes bedre ind i landskabet. Derfor har vi også fået udviklet et designkoncept for fremtidige indendørs stationsanlæg. Konceptet er udviklet af C.F. Møllers Tegnestue, og det er fleksibelt, skalerbart og kan tilpasses forskellige stationsstørrelser og landskabstyper, siger projektleder Claus Weismann, Energinet.dk. (se visualisering øverst på siden)

Kontrakten med ABB på GIS-anlægget lyder på ca. 60 mio. kr. GIS-anlægget, der produceres på ABB´s fabrik i Schweiz, skal leveres i august 2012. Station Revsing skal efter planen være klar til idriftsættelse i december 2012.

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.