Naturgas: Lave europæiske gaspriser giver flaskehals ved Ellund | Energinet

Naturgas: Lave europæiske gaspriser giver flaskehals ved Ellund

Publiceret d. 2.9.2010 10.58
Med starten på det nye gasår den 1. oktober i år fulgte et stort pres på den kommercielle bestilling af gas fra Tyskland og ind i Danmark.

Som det ligeledes var tilfældet i foråret, synes den meget lave europæiske gaspris at være forklaringen på presset ved Ellund.

Bestillingerne ind i Danmark overstiger i disse dage de bestillinger, der går mod Tyskland, hvilket medfører, at leverancerne til Danmark bliver beskåret grundet den flaskehals, der derved opstår. Lige nu er det kommercielt muligt at modtage op imod 48 mio. kWh pr. dag (ca. 2 mio. kWh/h) i nordgående retning baseret på de modgående bestillinger sydover. Det reelle ønske om at importere sydfra er noget større. Dette er indikeret igennem kapacitetsbestillingerne ind i Danmark, som i oktober måned er på ca. 3 mio. kWh/h. Det er over dobbelt så meget som normalt, og overstiger også kapacitetsbestillingerne i foråret, hvor der ligeledes var flaskehals i Ellund.

At starten på dette gasår har været meget anderledes end tidligere år, kan også ses på leverancerne fra Nordsøen modtaget i Nybro. Således kom der sidste år på samme tid mellem 8-11 mio. kWh i timen ind ved Nybro, mens der i gasårets tre første dage kom ned til 3 mio. kWh i timen ind samme sted.  

Energinet.dk følger løbende udviklingen, og vil informere generelt, når der sker større forandringer. Energinet.dk opfordrer dog til, at vores transportkunder og andre interesserede selv følger udviklingen ved Ellund via driftsdata, som er tilgængelige på selvbetjeningsportalen:

https://selvbetjening.energinet.dk/da/menu/OffentligeData/Aktuelle+driftsdata/Aktuel+driftsdata.htm

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.