Naturgas: Markedet har givet et første bud på ny gasinfrastruktur | Energinet

Naturgas: Markedet har givet et første bud på ny gasinfrastruktur

Publiceret d. 2.9.2010 10.58
Energinet.dk har 30. april 2009 afsluttet første fase i sin open season-proces, hvor markedsaktørerne har mulighed for at give bud på udvidelse af det danske naturgassystem.

Energinet.dk havde ved fristens udløb modtaget syv uforpligtende bud i den første fase af open season-processen. Open Season er en tofaset udbudsmodel, som giver markedsaktørerne mulighed for at byde ind på lange transportkontrakter på nyetablering af transportkapacitet. Energinet.dk etablerer kapaciteten, hvis efterspørgslen er tilstrækkelig stor, og Energinet.dk’s egen planlægning viser et grundlag herfor samt under forudsætning af politisk godkendelse.

Energinet.dk er nu ved at foretage en foreløbig vurdering af de uforpligtende bud fra første fase i open season-processen. Byderne vil i løbet af juli-august få en tilbagemelding på resultatet af første budrunde, således at fase 2 med bindende bud kan påbegyndes.

De foreløbige uforpligtende bud fra fase 1 kvalificerer i sig selv en udbygning af kapaciteten fra den dansk-tysk grænse og nordpå. Dermed kvalificeres investeringen på den strækning ligeledes automatisk til at indgå i fase 2.

Det er derimod uafklaret, hvordan budene fra fase 1 og indstillingen af projektarbejdet på Skanled-projektet den 29. april 2009 vil indvirke på:

  • Energinet.dk’s planer om at dublere ledningen fra Egtved til Lille Torup;
  • Polske Gaz Systems planer om en Baltic Pipe-rørledning fra Avedøre mod Polen; og
  • Energinet.dk’s planer om at forstærke ledningen mod Sverige og Avedøre.

Yderligere information: Infrastrukturchef Søren Juel Hansen, Energinet.dk, tlf. 44 87 33 25.

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.