Nordel vil gøre sit yderste for at sikre elforsyningen til vinter | Energinet

Nordel vil gøre sit yderste for at sikre elforsyningen til vinter

Publiceret d. 29.7.2010 14.01
PRESSEMEDDELELSE FRA NORDEL: Den nordiske effekt- og energibalance er tilstrækkelig trods lav vandstand i reservoirerne. Der er dog risiko for lokal energimangel i det sydlige Norge.

Nordel, der er de nordiske elsystemansvarliges samarbejdsorganisation, har vurderet, om den nordiske effekt- og energibalance i perioden oktober 2006 til slutningen af april 2007 er tilstrækkelig.

Den ledige nordiske produktionskapacitet (kW) dækker timespidsbelastningen selv i så kolde perioder, som kun forekommer hvert tiende år. Det samlede nordiske elsystem kan klare en sådan situation uden at måtte importere elektricitet. Mens Finland og Sverige mangler kapacitet, har Danmark og Norge et overskud. Kapaciteten er tilstrækkelig til at dække udfald af selv det største produktionsanlæg i en spidslastsituation.

På grund af den lave nedbørsmængde i de sidste måneder er vandstanden i reservoirerne betydeligt lavere end normalt. Det nordiske energiforbrug (kWh) til vinter kan dog dækkes ved øget produktion på termiske kraftværker, frivillig nedskæring af forbruget på grund af høje priser og forventet øget import fra kontinentet. Når transmissionskapaciteten er intakt, tages øget import med i betragtning.

I det sydlige Norge er der imidlertid risiko for lokal effektmangel. Det vil især være tilfældet, hvis nedbørsmængden i de kommende uger fortsat er lav, og hvis der ikke er tilstrækkelig ledig transmissionskapacitet i Danmark og Sverige, og hvis efteråret og vinteren bliver koldere end normalt.

Nordel understreger, at de nordiske lande vil støtte hinanden i tilfælde af en anstrengt effekt- og energisituation. - De nordiske systemansvarlige selskaber vil gøre deres yderste for at opretholde forsyningssikkerheden i hele det nordiske elsystem, siger Nordels ordfører Juha Kekkonen.

Yderligere oplysninger kan fås her:
Juha Kekkonen (Ordfører, Nordels bestyrelse) Fingrid Oyj Tlf. +358 30 395 5120
Per Sørensen (Formand for driftskomiteen) Energinet.dk Tlf. +45 76 22 42 11
Bo Krantz (Formand for planlægningskomiteen) Svenska Kraftnät Tlf. +46 8 739 7840

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.