Ny el-motorvej trukket i land i Jammerbugten | Energinet

Ny el-motorvej trukket i land i Jammerbugten

Publiceret d. 24.7.2013 12.41
I de sene nattetimer og tidlige morgentimer – og i femte forsøg – kom den fjerde elforbindelse mellem Danmark og Norge i land. De næste ti dag rulles kablet ud på havbunden mod Norge.
Efter fire afblæste forsøg var bølgerne i Jammerbugten ved tretiden i nat så rolige, at en ny elforbindelse mellem Norge og Danmark kunne blive trukket mod land og stranden ved Bulbjerg. Klokken cirka 8.00 var det tykke søkabel i land, fortæller senioringeniør Thomas Kvarts fra Energinet.dk’s afdeling for Eltransmission.
 
- Der var næsten fladt vand, og alt er gået efter planen. Vi har været lidt uheldige med vejret de andre dage, f.eks. var det helt stille i forgårs, men vi kunne se, der ville komme et ”peak” med vind senere på dagen, og derfor måtte vi afblæse. Vi turde ikke gå i gang. Men her til morgen var vandet helt fladt, siger han.

Desuden har en generator til den miniubåd med kamera, der følger operationen, drillet og udskudt operationen.



130 kilometer kabel rulles ud
De i alt 130 kilometer søkabel ligger på et kabelskib et par kilometer ud fra kysten. Da den ene ende nu er kommet i land i Danmark, begynder skibet at sejle mod Norge og Kristiansand og lægger undervejs resten af kablet på havbunden. Den tur ventes at tage cirka ti dag.
 
Ni kilometer fra den norske kyst skal kablet kobles sammen med et kabel, der skal have forbindelse til det norske elnet. Samlingen bliver lavet på vandet, da kabelskibet er for stort til at kunne gå under broer mv. og komme helt tæt på land.
 
For at beskytte søkablet mod skibsankre og fiskeudstyr bliver det undervejs spulet ned i havbunden.
 
Den fjerde forbindelse
Den nye elforbindelse, Skagerrak 4, er det fjerde søkabel mellem Danmark og Norge.
 
Det er danske Energinet.dk og den norske pendant Statnett, der anlægger den nye el-motorvej. Den kan transportere 700 megawatt strøm og dermed kraftigt forøge kapaciteten mellem de to lande. Når kablet til næste år er endeligt koblet til de to landes elnet, vil den samlede Skagerrak-kapacitet være på knapt 1700 MW.
 
Mere vind kræver nye kabler
Sideløbende med Skagerrak 4-arbejdet lægger Energinet.dk et nyt landkabel fra Bulbjerg ved Jammerbugten til Tjele ved Viborg, som er et knudepunkt i det danske elsystem. Også det arbejde er færdigt næste år.

Det er nødvendigt at udbygge elnettet og lave nye og kraftigere forbindelser til nabolandene, da Danmark i de kommende år får meget mere vindenergi. Nogle dage vil det blæse kraftigt, og overskudsstrøm kan sælges og sendes ud af landet, mens danske elforbrugere kan få strøm fra bl.a. norske vandkraftværker, de dage hvor vindmøllerne ikke snurrer.
 
Cirka 20 personer på land, otte små både ved kysten plus det store kabelskib, der lå et par kilometer fra kysten, var i de tidlige morgentimer med til at få Skagerrak 4-forbindelsen i land.

Fotos: Lars Horn/Baghuset for Energinet.dk
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.