Ny gasbørs skal skabe større konkurrence | Energinet

Ny gasbørs skal skabe større konkurrence

Publiceret d. 2.9.2010 10.59
Bestyrelsen i Energinet.dk har netop godkendt, at Energinet.dk i samarbejde med den nordiske elbørs Nord Pool Spot kan iværksætte planerne om at etablere en dansk børs for naturgas. Målet er, at gasbørsen åbner i løbet af 2008.

- Gasbørsen skal være med til at skabe en bedre og mere gennemsigtig konkurrence på det danske marked for naturgas. Etableringen af en børs for engroshandel med naturgas er derfor et led i Energinet.dk's strategi for at sikre et effektivt marked for naturgas i Danmark, siger markedsdirektør Lene Sonne fra Energinet.dk, der på samfundets vegne bl.a. har ansvaret for at sikre objektive og gennemsigtige betingelser for konkurrence på el- og gasmarkedet og at overvåge, at konkurrencen fungerer.

- Målet er, at vi på sigt får etableret en fælles dansk-tysk gasbørs. Det er en langvarig proces, og skal vi i den nærmeste fremtid have en gasbørs, er vi derfor nødt til at begynde i Danmark, siger Lene Sonne.

- I dag er det danske gasmarked præget af en manglende troværdig prisreference, manglende likviditet, og der er få dominerende spillere. En troværdig og entydig prisreference er nødvendigt for en effektiv og velfungerende konkurrence på markedet. Derfor er en gasbørs med en offentlig gaspris vigtig.

- Vi har en forventning om, at en gasbørs vil begrænse de barrierer, der er for adgang til markedet. Gasbørsen vil betyde flere uafhængige aktører og gennemsigtige gaspriser. Dermed skærpes konkurrencen, og det har samtidig en positiv effekt på likviditeten på gasmarkedet. I sidste ende vil det resultere i en samfundsøkonomisk forbedret udnyttelse af gasressourcerne, siger Lene Sonne.

- Forudsætningen for at få gasbørsen til at fungere er, at der dels er kunder, som vil handle på børsen, dels er en eller flere såkaldte market makers, som har forpligtet sig til at stille en købs- og en salgspris på børsen.

- Vi er i øjeblikket i dialog med markedsaktører, som vil kunne optræde i rollen som market makers, og i løbet af sommeren og efteråret vil vi sammen med Nord Pool Spot holde flere end 30 kundemøder om gasbørsen. De tilkendegivelser, vi har modtaget indtil nu, har været positive. Aktørerne ser frem til øget markedsåbning og prisgennemsigtighed, siger Lene Sonne.

Gasbørsen etableres i samarbejde med Nord Pool Spot AS med en 50 procents ejerandel til hver. Energinet.dk er i forvejen medejer af Nord Pool Spot i Oslo, som driver den nordiske elbørs, der er en af verdens mest effektive børser for handel med el. Den nye gasbørs ventes at få hjemsted i Fredericia, hvor Nord Pool Spot har sit danske kontor.

Energinet.dk er en selvstændig, offentlig virksomhed, der ejer det overordnede el- og naturgasnet i Danmark samt det ene af to danske naturgaslagre. Vi har ansvaret for at opretholde forsyningssikkerheden for el og gas, og for at konkurrencen på el- og gasmarkedet kan fungere. Vi har desuden ansvaret for en politisk fastsat ramme på 130 mio. kr. årligt til forskning og udvikling. Vores omsætning er knap 6 mia. kr., og forbrugerne betaler til vores aktiviteter via tariffer på elregningen og indirekte via gasregningen.

Yderligere information
Markedsdirektør Lene Sonne, Energinet.dk, tlf. 7622 4418.

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.