Ny organisation skal sikre sammentænkning og tydelighed | Energinet

Ny organisation skal sikre sammentænkning og tydelighed

Publiceret d. 24.1.2014 14.06
Sammentænkning og udvikling af fremtidens energisystemer, flere internationale løsninger og mere åbenhed og tydelighed med Energinet.dk opgaver er årsagerne til, at Energinet.dk laver organisationsændring og rykker to direktører op i koncernledelsen.

​Sammentænkning og udvikling er helt nødvendigt, når Danmark skal gå mod et energisystem med færre fossile brændsler og mere vind, biomasse mm.
Derfor laver Energinet.dk nu en organisationsændring og får nye personer i koncernledelsen.

- Energisystemerne skal smelte mere sammen og i fremtiden have meget mere glæde af hinanden. Vores udviklingsafdeling fokuserer allerede i dag på sammentænkning, ikke bare mellem el og gas, som vi har ansvaret for, men også på fjernvarme og transport. Men der er behov for endnu mere sammentænkning. Derfor forankrer vi nu Udvikling i koncernledelsen, siger Peder Ø. Andreasen, administrerende direktør i Energinet.dk.

Udviklingsdirektør Dorthe Vinther bliver derfor en del af koncernledelsen. Det samme gør direktør for Elmarked Søren Dupont Kristensen.

- Flere og flere løsninger er grænseoverskridende, og flere beslutninger rykker mod Bruxelles. Det internationale får større tyngde, bl.a. for markedsudvikling og systemudvikling, siger Peder Ø. Andreasen.


Tre bliver til fem
Energinet.dk har hidtil bestået af tre divisioner: Eldivisionen, Gasdivisionen og Supportdivisionen, der har ansvaret for bl.a. økonomi, indkøb, jura, it mv. De erstattes nu af fem afdelinger: Udvikling, Anlæg El og Gas, Elmarked, Eldrift og Gasmarked og -drift plus centrale stabe for økonomi, jura og it.
Det sker ifølge Peder Ø. Andreasen for at gøre det mere tydeligt, hvor og hvordan Energinet.dk løser sine opgaver.
- Energinet.dk er vokset meget gennem årene og varetager ganske mange forskellige opgaver. Der er en stor spændvidde fra driftsopgaver af el- og gassystemerne til forvaltningsopgaver eller vores gaslager, som er en kommerciel forretning. Vi vil gerne være mere tydelige over for omverdenen om, hvordan vi løser opgaverne, hvad vi fokuserer på, og hvilken kasket vi har på, når vi siger noget, forklarer Peder Ø. Andreasen.
 
Organisationsændringerne betyder, at 45 ansatte får ny leder. Der sker ingen afskedigelser i forbindelse med organisationsændringerne. Energinet.dk’s medarbejdere er i dag, fredag, blevet orienteret.
 
Nye og velkendte navne
Energinet.dk’s direktion består fortsat af Peder Ø. Andreasen, administrerende direktør og CEO, Torben Glar Nielsen, teknisk direktør og CTO, og Torben Thyregod, finansdirektør og CFO.
Med i koncernledelsen er foruden direktionen også Torben Brabo, direktør for gasmarked og -drift, Steen Dalsgaard, HR-direktør, og Hans Erik Kristoffersen, chef for direktionssekretariatet, og den suppleres nu med Dorthe Vinther, udviklingsdirektør, og Søren Dupont Kristensen, direktør for Elmarked.
Direktørerne for de fem afdelinger, der erstatter de tre divisioner, er Dorthe Vinter, Udvikling, Torben Glar Nielsen, El- og Gasanlæg, Søren Dupont Kristensen, Elmarked, Carsten Jensen, Eldrift, Torben Brabo, Gasmarked og –drift.
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.