Nye søkabler mellem Fredericia og Middelfart | Energinet

Nye søkabler mellem Fredericia og Middelfart

Publiceret d. 18.2.2016 10.12
Energinet.dk opstiller borerig ved Hyby Fælled og Røjle Klint i februar og marts
Energinet.dk er ved at anlægge en ny elkabelforbindelse mellem Jylland og Fyn. Det vil de næste måneder skabe aktivitet på strandene ved Fredericia og Middelfart, for her skal de to landsdele forbindes med nye søkabler under Lillebælt.
 
Før søkablerne kan trækkes, skal der laves kystunderboringer. Den første underboring med en længde på ca. 300 meter udføres ved Hyby Fælled ved Fredericia, og den anden underboring med en længde på ca. 270 meter udføres ved Røjle Klint. I underboringerne bliver der trukket plastrør, som skal bruges til at trække søkablerne på land. Boringerne udføres i februar og marts 2016, og søkablerne bliver lagt ud i maj og juni 2016.
 
”Vi starter op med boringerne nu, men vi kan ikke komme med en helt fast tidsplan, da en del af arbejdet foregår ude på vandet og derfor er afhængigt af vejr- og strømforhold”, fortæller projektleder Oddleif Nielsen fra Energinet.dk. 
 
Boringerne udføres med en 150 tons borerig, som stilles op inde på land. Ude på havet, hvor underboringerne er planlagt til at skulle ende en meter ned i havbunden på en vanddybde på 1-2 meter, placeres der en pram på støtteben. Prammen har ingen skibsmotor og skal derfor trækkes på plads af en slæbebåd. Prammen er udstyret med en 20 tons gravemaskine.
 
”Vi kan desværre ikke undgå larm og støj under boringerne, men vi vil udføre arbejdet så hurtigt og effektivt som muligt. Det bliver ikke nødvendigt at spærre strandene af under arbejdet, men det vil naturligvis kunne give lidt gener for dem, der plejer at bruge områderne”, fortæller Oddleif Nielsen. 
 
En del af langsigtet plan for kabellægning og grøn omstilling
Den nye kabelforbindelse under Lillebælt fortsættes videre til Fynsværket, og den skal sammen med en ny kabelforbindelse mellem Fyn og Als sikre elforsyningssikkerheden på Fyn. I 2010 blev en del af Fynsværket nemlig lukket ned som en del af den grønne omstilling fra brug af kraftvarmeværker til vedvarende energiformer som vind.
 
De nye kabelforbindelser er også en del af Energinet.dk’s langsigtede plan for at lægge 150 kV luftledninger i jorden som kabler. To strækninger med i alt 64 km højspændingsledninger på Fyn og Als bliver taget ned, når de nye kabelanlæg er i drift.

Illustration af Jylland-Fyn-kabelprojektet

Den nordlige strækning
Fra Fynsværket ved Odense til Graderup nær Ejby lægges et kabel, som skal erstatte luftledningerne. Fra Graderup vil Energinet.dk desuden lægge et nyt kabel henover Vestfyn til Ryttergård ved Fredericia på Jyllandssiden. Det projekt indebærer, at der skal lægges et nyt søkabel mellem Fyn og Jylland. Hele den nye kabelstrækning idriftsættes inden udgangen af 2016.
 
Den sydlige strækning
Fra station Abildskov nord for Hårby på Fyn til Sønderborg på Als lægges der 50 km kabel - heraf 12 km søkabel. Det eksisterende søkabel, der forbinder Als og Fyn, udskiftes, og luftledningerne fjernes. Den nye kabelstrækning sættes i drift i 2017.
 

 Gravebilledet i toppen af artiklen er fra et tidligere anlægsarbejde.

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.