Over 300 sagde farvel til Lillebælt-masterne | Energinet

Over 300 sagde farvel til Lillebælt-masterne

Publiceret d. 27.3.2014 13.19
De sidste master, der siden begyndelsen af 1970’erne har forbundet det fynske og jyske elnet, bliver pillet ned efter sommerferien. I går blev der sagt officielt farvel.

​Hele 80 master skal ned og ligge og enten skrottes eller galvaniseres og genbruges, men selv om Energinet.dk kun er nået til mast nummer 57, blev der onsdag sagt officielt farvel til de store stålmaster, der i over 40 år har båret højspændingsledningerne henover Lillebælt.
Det skete, da Energinet.dk inviterede naboer, lodsejere og borgere fra Middelfart og Fredericia til farvel-arrangement ved Hindsgavl Dyrepark ved Middelfart.

Over 300 var mødt op, og de så en 41 meter høj mast blive lagt ned af to kæmpekraner. Gæsterne kunne også høre Energinet.dk's administrerende direktør Peder Ø. Andreasen fortælle om projektet, og at han allerede for ni år siden fik besøg af Middelfarts borgmester Steen Dahlstrøm, som sagde, at han ønskede, at Energinet.dk fjernede masterne.

- Dengang sagde jeg lidt frisk: ”Hvor mange penge har du med?”, sagde Peder Ø. Andreasen i sin tale til gæsterne.
Det koster nemlig 373 millioner kroner at erstatte den gamle højspændingslinje med et kabel, der er gravet ned i jorden og lagt på bunden af Lillebælt.

 
Godt for turisme
Pengene blev dog fundet ved en senere lejlighed, da Folketinget besluttede at forskønne nogle af de områder i landet, hvor elnettet er mest markant, heriblandt Lillebælt.
Det kvitterede Steen Dahlstrøm for og kaldte projektet en gevinst for de folk, der har boet under ledningerne, de øvrige borgere og turismen.
Og selv om der nu er kappet en synlig linje mellem kommunerne på hver side af bæltet, så mente Fredericias socialdemokratiske borgmester Jacob Bjerregaard, at projektet har været med til at binde kommunerne tættere sammen.
-Middelfart er den kommune, jeg holder næstmest af, sagde han med et smil og roste partifællen Steen Dahlstrøm for sin indsats for at presse på over for Folketinget og dermed få fjernet masterne.
Energinet.dk’s tekniske direktør Torben Glar Nielsen fortalte om projektet. Han fremhævede, at masterne i mange år har tjent elnettet godt og været med til at sikre danskerne strøm i stikkontakterne. Han roste også de ansatte for at lave et godt og sikkert arbejde - både med at lægge et nyt kabel og fjerne masterne. Der ikke har været alvorlige arbejdsulykker, til trods for at folkene i marken bakser med store kraner og tonstunge master.
 
Master forsvinder efter sommerferien
Kablet, der erstatter luftledningen, er allerede i drift.
- Jeg synes, vi har fundet en flot løsning, en kreativ løsning, og vi er færdige til tiden og til prisen, sagde Torben Glar Nielsen.
De sidste master ventes at blive pillet ned efter sommerferien. De fleste skæres op og bruges til skrot, mens nogle skilles ad og omgalvaniseres. De skal bruges, når højspændingslinjen henover Fyn skal renoveres.
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.