Peder Ø. Andreasen valgt til ENTSO-E’s bestyrelse | Energinet

Peder Ø. Andreasen valgt til ENTSO-E’s bestyrelse

Publiceret d. 28.6.2013 10.28
ENTSO-E, samarbejdsorganisationen for de europæiske TSO’er på elområdet, har torsdag den 27. juni valgt Energinet.dk’s adm. direktør Peder Ø. Andreasen som medlem af bestyrelsen.
Medlemskabet af ENTSO-E’s Board er helt på linje med Energinet.dk’s strategi om at være synlige i Europa, siger Peder Ø. Andreasen.
- Vi tager de opgaver, som giver os indflydelse. Det kan vi netop få i ENTSO-E’s Board, ligesom i bestyrelsen for det tilsvarende europæiske TSO-samarbejde på gasområdet, ENTSOG, hvor Energinet.dk’s divisionsdirektør for gas, Torben Brabo, er medlem.

Udviklingen i Europa går mod internationale, harmoniserede og markedsbaserede løsninger. Den udvikling har EU-kommissionen bl.a. accelereret med den tredje liberaliseringspakke, og senest har Rådet og Parlamentet vedtaget EU-kommissionens forslag til infrastrukturforordning for at sætte fart på udviklingen af den nødvendige infrastruktur i Europa.
- TSO’erne skal være omdrejningspunktet for hele denne udvikling, og derfor vil jeg i bestyrelsen arbejde for at sikre et godt samarbejde med EU-kommissionen, siger Peder Ø. Andreasen.
ENTSO-E’s Board har siden organisationens etablering i 2009 hovedsageligt fokuseret på at koordinere opgaverne mellem organisationens faglige komiteer og på at skabe overblik over alle opgaver og ressourcebehov.

- Nu er der behov for at tilpasse organisationens struktur og vedtægter, så TSO’erne kan levere til udviklingen. Jeg vil derfor særligt arbejde for, at der udarbejdes en klar strategi, siger Peder Ø. Andreasen. Bestyrelsen bør fremover ikke sagsbehandle, men i stedet definere organisationens mål og rammer. Det er fagkomiteerne, der skal tildeles kompetence til at beslutte, hvordan målene skal nås og så gennemføre det.
ENTSO-E’s Board har 12 medlemmer, der repræsenterer alle regionerne i ENTSO-E. Adm. direktør Peder Ø. Andreasen er valgt som nordisk repræsentant for de kommende to år.

Læs mere om hvem der ellers er valgt til ENTSO-E’s ledelsesposter i Energinet.dk’s  ENTSO-E nyhedsbrev, som netop er udkommet.

 
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.