Plan for udviklingen af det europæiske gasnet 2011-2020 | Energinet

Plan for udviklingen af det europæiske gasnet 2011-2020

Publiceret d. 23.2.2011 12.56
Sammenslutningen af virksomheder, der har ansvaret for gassystemerne i Europa, ENTSOG, har netop offentliggjort sin anden tiårige netudviklingsplan, den såkaldte TYNDP (Ten Year Network Development Plan).

Planen er en analyse af mulige infrastrukturprojekter i det europæiske gastransmissionsnet i de kommende ti år. Planen analyserer projekter indenfor både gastransmission, gaslager og LNG, samt en analyse af konkrete ekstreme forsyningsbilleder, hvor enten forsyningerne begrænses (fx Ukraine-lignende forsyningskriser) eller forbruget er ekstremt højt (en 20-års vinter).

Planen er et nyttigt redskab for gastransmissionsselskaber, kommercielle markedsaktører og EU-Kommissionen, der anvender informationerne til at vurdere potentialerne af fremtidige projekter i den europæiske gasinfrastruktur.

- En af konklusionerne i den nye tiårsplan er, at enkelte regioner ifølge modelberegningerne får problemer med at opretholde balancen mellem udbud og efterspørgsel. Heriblandt indgår Danmark/Sverige som et af de områder, der ifølge referencescenarierne på sigt får problemer med kapacitetsmangel på trods af udvidelsen af gassystemet mod Tyskland (side 52-57 i TYNDP). Energinet.dk har i 2010 gjort det muligt, at importere naturgas fra Tyskland, og i 2013 sætter vi et nyt gasrør til Tyskland i drift. Tiårsplanen peger dog på, at der er behov for yderligere regionale infrastrukturprojekter for at komme kapacitetsmanglen til livs på længere sigt. Bl.a. som resultat af rapporten Udbygning af infrastrukturen til transport af naturgas med henblik på fremtidig import til Danmark fra maj 2010 undersøger vi derfor forskellige muligheder for at forsyne Danmark med naturgas fra Norge, siger gasmarkedsdirektør Torben Brabo, Energinet.dk.

Energinet.dk har bidraget med data til TYNDP, og har samtidig været aktivt involveret i Investment-arbejdsgruppen i ENTSOG, der er ansvarlig for TYNDP-arbejdet. Arbejdet i ENTSOG fortsætter i 2011, hvor der skal laves regionale investeringsplaner, såkaldte RIPs. Arbejdet med definition af de relevante regioner og indholdet i de kommende planer foregår i øjeblikket.

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.