Pressemeddelelse: Banebrydende forskningssamarbejde om at indpasse markant mere vindenergi i elsystemet | Energinet

Pressemeddelelse: Banebrydende forskningssamarbejde om at indpasse markant mere vindenergi i elsystemet

Publiceret d. 29.7.2010 13.44
Toppen af dansk ekspertise samlet i projektet EcoGrid.dk, som skal give svar på de store udfordringer, de danske energisystemer står over for.

Hvordan skal det danske elsystem udvikles, så det bliver muligt at have helt op til 50 pct. vindkraft i elsystemet og derudover masser af anden vedvarende energi? Hvordan vil elmarkedet udvikle sig med dobbelt så meget vindkraft? Og kan Danmark fortsat forvente, at nabolandene hjælper med at undgå eloverløb?

Bestyrelsen i Energinet.dk er i dag blevet orienteret om et banebrydende forskningssamarbejde mellem Energinet.dk, universiteter og erhvervsliv.

- Vi har samlet toppen af dansk ekspertise i projektet EcoGrid.dk, hvis formål er at give svar på de store udfordringer, de danske energisystemer står over for i de kommende mange år, siger planlægningsdirektør Peter Jørgensen, Energinet.dk.

- Samarbejdet forener de bedste kræfter fra universiteter, erhvervsliv og fra Energinet.dk, der har systemansvaret. Vi skal sammen finde nye løsninger til en udfordring, der inden for elsystemet har historiske dimensioner.

EcoGrid.dk projektet vil i et faseopdelt projekt frem mod 2011 gennemføre nytænkende og målrettet forskning i fremtidens overordnede elsystem, men også relationer til fjernvarme- og naturgassystemerne skal analyseres.

Følgende organisationer deltager i projektet: Aalborg Universitet, Risø, DTU, Vestas, Danfoss, DONG Energy, Vattenfall, KK Electronic, Econ Analyse, Ea Energianalyse, EC-Power, Energynautics GmbH og Power Lynx.

Den praktiske projektledelse er lagt i hænderne på Kjeld Nørregaard fra Teknologisk Institut.

Projektet har et budget på 5,5 mio. kr. i fase 1 og får et forskningstilskud via PSO-midlerne fra Energinet.dk på 4 mio. kr.

- Vi vil bruge EcoGrid.dk projektet til at sætte nye standarder for udviklingen af det danske elsystem. Allerede i dag er det danske elsystem unikt i verden. Den førerposition kan vi kun opretholde ved at samle danske kompetencer i en fælles indsats. Fra EcoGrid.dk projektet vil der løbende komme indspil og supplement til vores løbende systemplanlægning, som Energinet.dk udfører på samfundets vegne, siger Peter Jørgensen.

Ecogrid.dk-projektet starter formelt 1. maj 2007, men forberedelserne har været i gang siden 20. november 2006. Der er kick-off møde 15. maj 2007.

Projektet vil i de kommende år kunne følges på www.energinet.dk, idet alle resultater stilles til rådighed.

Yderligere information
Planlægningsdirektør Peter Jørgensen, Energinet.dk, tlf. 7622 4420.

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.