Pressemeddelelse: Dansk gasbørs giver bedre konkurrence | Energinet

Pressemeddelelse: Dansk gasbørs giver bedre konkurrence

Publiceret d. 2.9.2010 10.59
I morgen tirsdag den 4. marts åbner Nord Pool Gas den første gasbørs i Danmark. Gasbørsen skal øge konkurrencen og sikre en troværdig og entydig prisfastsættelse og dermed skabe grundlaget for et velfungerende marked.

Det danske engrosmarked for naturgas har ifølge konkurrencemyndighederne en høj grad af markedskoncentration med få aktører og begrænset aktivitet. Men med åbningen af den første gasbørs i Danmark, Nord Pool Gas, er der skabt en egentlig markedsplads for handel med naturgas. Det giver mulighed for skærpet konkurrence på engrossiden.

For købere og sælgere betyder gasbørsen nye muligheder. For det første vil alle handler være anonyme, da børsen er modpart i alle handler. Det fjerner aktørernes modpartsrisiko. For det andet behøver aktørerne ikke længere kontakte andre markedsaktører for at indhente tilbud. På gasbørsen vil priser og mængder tydeligt fremgå. Det sparer tid og penge. For det tredje vil gasbørsen give alle aktører samme information på samme tid, så alle er stillet lige. Endelig får aktørerne med gasbørsen bedre mulighed for at optimere deres porteføljer op til gasdøgnet, så det forventede forbrug af naturgas svarer til den mængde, aktørerne råder over i systemet. Nord Pool Gas skaber med andre ord rammerne for et langt mere velfungerende marked end tidligere.

- Det er glædeligt, at vi nu kan slå dørene op for Nord Pool Gas og medvirke til at skabe et mere velfungerende marked med en transparent og troværdig prisreference. Gasbørsen vil bidrage til at forstærke konkurrencen og have en positiv effekt på aktiviteten på gasmarkedet, siger bestyrelsesformand for Nord Pool Gas, Lene Sonne.

Børsen tilbyder handel med fysiske produkter. I første omgang bliver to produk-ter udbudt: naturgas til levering næste dag og naturgas til levering næste måned. Det er to af de mest omsatte produkter på andre gasbørser i Europa og samtidig de produkter, som kunderne har efterspurgt mest i Danmark.
Udgangspunktet for gasbørsen er det danske gasmarked. Men en dansk gasbørs har ikke nødvendigvis en lang tidshorisont. Visionen for Nord Pool Gas er at indgå i et større børsområde i Europa. Her kan Danmark udvikle sig til ét prisområde.
Yderligere information om børsen og procedurer for handel på børsen findes på: www.npgas.com.

Gasbørsen er udviklet i et samarbejde mellem Energinet.dk og den nordiske elbørs, Nord Pool Spot, der hver ejer 50 procent af selskabet. Gasbørsen får hjemsted i Fredericia, hvor Nord Pool Spot har sit danske kontor.

Yderligere information
Bestyrelsesformand Lene Sonne, Energinet.dk, tlf.: +45 23 33 88 02
Direktør Kenneth Dupont, Nord Pool Gas A/S, tlf.: +45 30 31 11 25

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.